Knausgård har øjne, der ser

I »Sjælens Amerika« kaster Karl Ove Knausgård et på én gang skarpt og sensibelt blik på livet, døden og kunsten.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Så skal vi tage toget tilbage til Malmø, så skal vi sætte os i bilen og så skal vi køre hjem til vores hus, og hele vejen vil jeg nyde, virkelig nyde tanken om, at jeg ikke længere er forfatter«.

Sådan lød den allersidste sætning i Karl Ove Knausgårds selvbiografiske romanværk »Min Kamp«. Seks bind, hvor forfatteren skrev sig gennem sit liv og vekslede mellem indblik i det privateste – fra tidlige seksuelle oplevelser til hustruens sindslidelse – og udblik i form af lange essaylignende passager om liv, død og kunst.

I »Sjælens Amerika« fortsætter Knausgård, trods udsagnet om ikke længere at være forfatter, ud ad det essayistiske spor. Et blik bagest i bogen viser, at de 17 tekster er skrevet både før, under og efter arbejdet med »Min Kamp«.

Enkelte af teksterne er desuden dét, man i filmens og musikkens verden kalder outtakes. Altså taget ud af »Min Kamp« på grund af pladsproblemer. Det gælder efter sigende det forbløffende, og for Knausgård forbløffende morsomme, essay om »Den brune hale«. En sjælden eufemisme fra den ellers meget konkret og direkte skrivende forfatter, der her skriver om at, ja, skide. Han tager udgangspunkt i en særlig oplevelse, hvor han på vej hjem blev ramt af et voldsomt behov for at komme på toilettet. På den lange vej dertil – hen af gaden, op med elevatoren, ind på badeværelset – folder han så sine tanker om emnet ud. Ikke mindst om det muskulære paradoks, der åbenbarede sig: »et enkelt skridt fik sammentrækningsmusklerne til at miste grebet, så her gjaldt det om at gå hurtigt for at få noget ud af de sekunder hvor det lod sig gøre, og så klemme hårdt sammen igen for at standse den glidende bevægelse der var gået i gang derinde, og allerhelst presse den tilbage, for den voksede i kraft og intensitet undervejs, og kunne pludselig nå et punkt hvor den ikke længere lod sig regulere.«

Tanken om den endelige forløsning, dette »snart«, deler skidningen kun med nyset og orgasmen, mener Knausgård, der også får tabuet omkring fækalier forbundet med døden.

Døden er ét af essaysamlingens tydeligste temaer. Det andet er kunsten, og de løber begge gennem snart sagt enhver tanke, Knausgård tænker i teksterne, om alt fra massemorderen Anders Bering Breivik over forfatteren Knut Hamsun til fotografen Cindy Sherman. Nogle gange som en understrøm, andre gange på tekstens overflade. Som da Knausgårds datter pludselig siger »Spise, sove, dø. Sådan er livet«, og han kun kan bløde hendes tidlige erkendelse op om med en bemærkning om, at der er lang tid, til døden kommer; at der er tid til en masse sjov inden da.

Døden er således resonansbunden i »Sjælens Amerika«, mens kunsten er dét, der oplader livet, giver det fylde og dybde. »Det er dette, at sætte én ned et andet sted kunsten gør«, står der et sted, og kunsten kan på den måde give livet og erkendelsen nye former og farver. Men i selskab med eksempelvis litteraturen er »selvoverskridelsen« også mulig og kan finde sted i såvel den store læseoplevelse som i det at skrive: »Denne søvngængeragtige, næsten bevidstløse tilstand, hvor tankerne tænker sig selv, sat fri fra en selv«.

Kunsten er et frirum, men er ikke uforpligtende. Massekunsten – som popsangen eller Hollywoodfilmen – byder protestanten Knausgård imod. Den lefler, er kalkuleret og gør det forventede, mens et sandt kunstværk yder modstand. Ser Knausgård eksempelvis et maleri eller fotografi, som han øjeblikkeligt kan lide, bliver han derfor mistroisk.

Han har også blik for den sociologiske forskelsmarkør, som det at dyrke et svært kunstværk udgør. De, der sidder længe med lad os sige James Joyces’ »Ulysses«, gør sig til noget særligt og bliver del af en særlig kreds: »At tilegne sig og værdsætte et avanceret, svært tilgængeligt kunstværk er samtidig også altid at blive udvalgt.«

Citatet besidder som mange andre sætninger i »Sjælens Amerika« en aforistisk kvalitet. De er gode at gå og sige for sig selv. At tænke over. Længe. For der er dybde og bund i Knausgårds essays. Et af dem hedder »Øjne«, og forfatteren har selv et skarpt og sensibelt blik. Hvad enten han skriver om lort eller lagkage. Som essayistik er »Sjælens Amerika« ren lagkage.

Hvem: Karl Ove Knausgård. Hvad: »Sjælens Amerika« Sider: 304. Pris: 300 kr. Hvor: Lindhardt og Ringhof.