Noveller er en herlig genre, som vi danskere desværre ikke holder særlig meget af. Når vi endelig lægger et par 100-kronesedler på boghandlerens disk, så er det en fed roman helst med krimiplot, vi beder om, og ikke en samling korte, skarptskårne historier om alt mellem himmel og jord. Forstå det, hvem som kan. Noveller egner sig jo ufattelig godt til natbordet.
Tag nu bare debutanten Thue Friislund (f.1968), der har holdt mig vågen hver aften i en uge med sine dygtige og dristige kig ind bag danskernes facade. Nysgerrigt - uden at glo - ser han ind over skulderen på en række mennesketyper og -skæbner rundt omkring i det danske samfund, og gør dermed de fleste af sine små stemningsfulde noveller til en slags mentalitetshistorier. Hvad tænker og føler taglæggeren, pensionisten, parcelhusejeren, langturschaufføren, postbudet og den unge far? Hvordan er det med længslerne og lidenskaben? Hvad vil menneskene med livet? spørger Friislund sig selv og nøjes - som den diskretionens mester, han allerede er som fortæller - med at antyde og lægge frem.
Jeg er helt vild med historien om desperadoen af en gammel dame med rollator, som hver dag i myldretiden med lukkede øjne krydser et sindssygt befærdet vejkryds - diagonalt - og mirakuløst overlever. Dag efter dag. Og en anden uhyggelig god novelle at tage med ind i sine nat- eller dagdrømme er »Vejfest«, hvor Bent, der netop er blevet forladt af sin kone, går til den årlige parcelhus-komsammen-vejfest og i strømmen af øl og sprut ender som en slags gidsel mellem kvarterets forsømte hustruer og deres mavemajestætiske mænd, hvis småfascistiske tilbøjeligheder bliver tydelig i takt med antallet af fadbamser.
Men over alle fjorten tekster stråler »Vedrørende en formodet afdød ægtefælle«, hvor en desperat ægtemand - i brevets form - søger trøst hos den lokale pastor og undrer sig over, at hans elskede kone en aften i biografen pludselig rejste sig for at gå på toilettet og forsvandt for stedse. En både foruroligende og forunderlig historie om livets skrøbelighed, hvor den ulykkelige mand til sidst i brevet til pastor Ravn skriver:
»Det er med årene gået op for mig, at ikke alle historier kan bære at blive fortalt.«
Nej, men det kan Thue Friislunds. Hvilken opløftende debut!
