I de seneste fire år, efter afslutningen på De olympiske lege, er vilkårene for demokrati og frihed i Kina blevet forværret dag for dag, det samme gælder menneskerettighederne, med det resultat, at flere og flere kinesiske forfattere, journalister, advokater, professorer og almindelige mennesker igen og igen bliver undertrykt.
Mange er »forsvundet« eller blevet overvåget, aflyttet, truet, indespærret eller tortureret. Jeg er ingen undtagelse. Myndighederne har overvåget mig i lang tid. I Kina må mine bøger ikke udgives, og mine skuespil ikke opføres.«
Sådan skriver den anerkendte kinesiske forfatter Sha Yexin i rapporten »Creativity and Constraint in Today´s China«, som den internationale forfatter- og ytringsfrihedsorganisation PEN udgav i maj sidste år. Der er meget mere af samme skuffe i rapporten. Det er ikke rar læsning.
Nu er det jo ingen nyhed, at det kommunistiske diktatur forfølger sine modstandere, og at intet kan trykkes legalt, før det er blevet godkendt af censuren.
Når jeg bringer emnet på bane her, er det, fordi 13 danske forlag og litterære agenturer netop i disse dage - på invitation fra Statens Kunstfond - er til stede ved Beijing International Book Fair for at præsentere dansk bøger for kineserne og »styrke den danske interesse for kinesisk litteratur«, som det hedder.
Deltagelsen på bogmessen er en del af en samlet dansk kultursatsning i Kina i år og næste år. Litteraturen får i alt 500.000 kroner. Et beskedent beløb, ja, men penge, som vi allesammen er med til at betale. Om vi vil det eller ej.
Er det i orden? Er det uproblematisk at gøre sine litterære hoser grønne i et land, hvor en bog skal godkendes af censuren for at blive trykt, og hvor den - hvis den endelig udkommer - først er blevet nidkært gennemlæst og rettet til, så den ikke krænker politiske, moralske eller andre tabuer?
Nej. Selvfølgelig er det ikke det.
Jeg forstår godt fristelsen. Kina er et potentielt kæmpestort marked. For børnebøger, ikke mindst, forestiller jeg mig, for børnebøger har ofte og alt andet lige en universel karakter, der gør dem lettere at eksportere. Men man skal altså bare lige være opmærksom på, at når man udgiver bøger i Kina, gør man det på kommunistpartiets præmisser.
Man anerkender, direkte eller indirekte, et system, hvor alt er underlagt en forhåndscensur, som ville være grundlovsstridig i Danmark. Man er med til at legitimere en samfundsmodel, hvor modige forfattere, journalister og andre skribenter og borgere rutinemæssigt chikaneres på det groveste, når de drister sig til at sige og skrive, hvad de mener.
Hvis de danskere, der lige nu er til bogmesse i Beijing, kan leve med dét, så værsgo. Vi lever i et frit land. (Modsat kineserne). Men kære Statens Kunstfond: En anden gang vil jeg gerne slippe for at være med til at betale for litterære fremstød i lande uden ytringsfrihed. Også selv om det kun drejer sig om en sølle halv million kroner. Alt iberegnet.
