Josefine Klougart blev sidste år indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for anden gang. Prisen gik til Kim Leine for »Profeterne ved Evighedsfjorden«, og han fortjente den så sandelig. Men det gjorde Klougart nu også. »Stigninger og fald« (2010) og »Én af os sover« (2012) (de to bøger, Klougart er blevet indstillet til den store nordiske pris for) vidner begge om et sjældent kunstnerisk talent.

Talentet bekræftes af Klougarts nye bog, »Om mørke«. På forsiden betegnes den som en roman, men i så fald er den en bastardudgave af slagsen. Lange passager er lyriske, et kapitel betegnes som »Sapphofragmenter« og består af løsrevne tekstbidder. Mod slutningen indskrives dramaet som genre, i andre passager ligner teksten mere regulær prosa. Det hele ledsages af fotografiske gengivelser af noget, der ligner hvide blafrende lagner, adskillende denne undersøgelse af mørket.

Og ja, det er mørket det handler om. Det er det konkrete mørke, som det registreres af blikket. Og det er i en stor variation af overførte betyninger: Døden, undergangen, sygdommen, adskillelsen.

Bogen indledes med et citat fra Joseph Brodskys »Venedigs vandmærke«, som anslår nogle af de temaer, der går igen: Det registrerende blik og øjets identifikation med det sete, subjektets relation til objektet, adskillelsen og forfaldet, udvekslingen mellem menneske og omverden. Det er - forstår man - store og svære temaer, og Klougart fremmaner gerne den gensidige relation mellem eksisterende modsætninger (jeg og du, nu og da, indre og ydre, osv.) for i samme bevægelse at lade dem glide sammen, skifte plads og stå tilbage i en slags sitren.

»Rummet er ikke sprængt, kronologien er ikke sprængt - ingen af delene har nogensinde været samlet på den måde«, står der på den første side, og det synes, som om Klougart forsøger at anholde denne tilstand af kaos. Vi bevæger os på kryds og tværs af kronologien, genkommende motiver dukker op - et parforhold, forældres død, natur og voldsom, pludselig død.

Et sted hen imod slutningen, hvor teksten kommer tættest på en »normalt« berettende, tidsligt progressiv prosa, afbrydes den, genren skifter til dramaets, og der indledes med en billedlig beskrivelse af sort jord, og hvordan en plantes stille svajen i vinden er det eneste, der afslører tiden. »Bevægelsen bliver en tilstand. Vi mister igen den fornemmelse af tid, som vi lige havde fundet os til rette i«, lyder det med en dobbeltbundet formulering, der både henviser til det konkrete billede og til læserens oplevelse i relation til det foregående kapitel.

330 sider af denne slags kan tage pusten fra selv den mest højpandede læser. Men den spirende læsertræthed sendes gang på gang retur af Klougarts rytme og stærke, stærke billeder, hvad enten de kommer til udtryk i naturmetaforer eller længere beskrivende sekvenser, som for eksempel afsnittet om småpiger, heste og voldsom død.

»Om mørke« er svært gennemtrængelig og umiddelbar på én gang. Måske er det en bog, der hellere skal sanses end forstås, og man bør som læser indimellem blot lade sig glide ind i billedstrømmen og udvekslingerne mellem modsætninger. Det glimter nemlig i mørket, både af stor skønhed og farer.

Forfatter: Josefine Klougart. Titel: »Om Mørke«. Omfang: 330 sider. Pris: 299,95. Forlag: Gladiator.