Kattens tramp, konens skæg, fiskens ånde, fuglens mælk, bjergets rødder og bjørnens sener, af disse ting blev lænken Glejfnir dannet, den lænke, der som det eneste kunne holde Fenrisulven fast. I Janne Tellers store roman bliver kattens tramp billedet, på det en kvinde kan gøre ved en mand; hun kan være hans tramp, det væsen, der bliver ved med at bevæge sig i ham, den skæbne der igen og igen krydser hans liv, og som han, uanset hvor meget han forsøger, ikke kan undsige sig. Sådan er kvinden Zoja Maria blevet hovedpersonen Sem Grants skæbne i romanen »Kattens tramp«.
Det er den sorte kirurg Sem Grant, der fortæller, og han fortæller til den hvide, uudgrundelige kvinde Zoja Maria. Om alt det, der var i mellem dem, og alt det, de aldrig fik sagt. De mødtes 2. april 1992, under en tale af Radovan Karadzic. Og mens krigen udspiller sig på den store scene, udspiller deres forhold sig på den private scene, hvor krigen også trækker sine grænser mellem mennesker. Kroater, muslimer, serbere. Hvem ejer historien, hvem får lov at skrive den, og kan man, som Sem ønsker, leve uden historiebevidsthed og kun lappe de sårede sammen og sende dem ud til fronten igen, eller kan man, som Zoja Maria gør, skrive sin egen historie om, ved at undsige sig sin muslimske herkomst og påtage sig en europæisk?
Det er store spørgsmål, som Janne Teller skriver frem, og det er kompliceret at give et referat af. Efter Zoja Maria får fjernet det barn, hun venter med Sem, er hans grænse nået. Hendes private udrensning får nu sit næsten sygelige modspil i hans forsøg på at fjerne hendes tramp, i hans egen udrensning af kærligheden, hvor han bruger Slobodan Milosevics som en hadefuld afmægtig selvspejling. Som »Slobo« skal han dræbe Zoja Maria i sig selv, hvilket sker gennem en række bizarre forhold til hendes to voksne døtre, der er ligeså usikre på, hvem deres mor egentlig er, som han selv er.
»Kattens Tramp« er en meget kompliceret roman, og det er svært helt at finde ud af, hvordan man skal forholde sig til det, der sker. Janne Tellers ønske har givetvis være at skabe samme kompleksitet, som krigen havde, og det lykkes hende. Men trods det umulige i at sammenfatte romanen i en syntese, er »Kattens Tramp« en vanvittig smuk kærlighedshistorie, en roman som bliver ved med at levere gåder, hvis lag man langsomt folder ud eller bare må håndtere, som de gåder de er.
Janne Teller skriver i et internationalt format. Der er ikke noget specifikt dansk over denne roman, som er skrevet i et manisk, næsten hypnotisk syngende sprog, som man bare lapper i sig, for derpå at læse igen, for at få vredet endnu mere mening ud af det.
Med »Kattens Tramp« får Janne Teller forhåbentlig det gennembrud, som hun har fortjent.
