I Christiel Wiinblads roman »Ingen åbner« fortæller en meget usikker og vægelsindet ung kvinde historien om et kort, men dramatisk møde med en selvoptaget og manipulerende mand. Det er åbenlyst traumatisk for kvinden, der bliver mere og mere hjælpeløs og rådvild, og som konstant er bange for ikke at være god nok. I forvejen er hun i sorg over lillesøsterens selvmord, ligesom hun trækkes med en incestuøs barndom, hvilket denne yderst usympatiske mand udnytter på det groveste.
Det er i sandhed en grum historie, Wiinblad ruller ud i sin lille og spinkle roman. Man væmmes ved den usympatiske kæreste, på trods af at han næsten virker karikeret i al sin djævelskhed, og langt hen ad vejen føler man med kvinden, om end man også irriteres. Dels over hendes omsiggribende selvudslettelse, dels over tekstens køren-i-ring og sprogets påtaget naive tone.
Det naive lillepigesprog er proppet med så mange gentagelser, at det forstyrrer læsningen, og selv om det muligvis er tilsigtet, så virker det kluntet, at der på rigtig mange af de tekstkorte sider kan tælles syv-otte »jo« og »nu«, et sted otte gange »Gud«, elleve gange »ego« og så videre. At de oftest meget korte sætninger gentagne gange indledes nøjagtig ens - »Hun har«, »Hun ved«, »Hun kigger«, »Hun beder« - kan have sin sproglige berettigelse, men det bliver overgjort, når det bruges bogen igennem. Teksten bliver messende og monoton som en endeløs opremsning.
Selv om historien slutter med en åbning og et håb, så lukker bogen sig om sig selv. Den folder sig aldrig rigtig ud, men forbliver en klaustrofobisk fortælling om overgreb og underkastelse. Man kunne have ønsket sig, at der havde været flere stemmer, flere nuancer, flere lag, eller at bogen omvendt havde holdt sig til det, den måske i virkeligheden er, eller skulle have været, nemlig prosadigte i et strammere sprog.
