Kjolerne var lavet af gulvklude

Vita Andersens »Tryghedsnarkomaner« og »Hold kæft er vær smuk« er en på alle måder gråmeleret læseoplevelse.

Forleden brød Yahya Hassan gennem lydmuren med sine debutdigte. Omtalen, opmærksomheden og bogsalget var helt uhørt i et land, hvor poesi sædvanligvis er for de få.

Men gennembruddet er ingenting i forhold til det, der blev Vita Andersen til del i 1977, hvor hun udgav »Tryghedsnarkomaner«. Digtene solgte i – hold nu fast – 100.000 eksemplarer, og titelordet blev en del af det danske hverdagssprog.

Nu er supersuccesen så genudgivet sammen med den et år yngre novellesamling »Hold kæft og vær smuk«. Og den mest åbenlyse forskel på digtene og novellerne er sådan set, at førstnævnte gør brug af linjebrud, og sidstnævnte ikke gør det. Sproget og temaerne er de samme, og har man en vis alder, så ved man, at bøgerne – med et dansklærerord – handler om den moderne kvinde.

Som digteren Olga Ravn (født 1986) præcist skriver i sit forord: »Andersens kvinder er kvinder, der intet ejer, ingen mænd har, ingen magt. Varerne, de tilegner sig, virker fremmede, som tilhørte de andre. Deres penge tilhører regningerne, deres kroppe tilhører mændene, og deres hjerter har mødrene ædt.«

Om datidens kvinde, der dulmer sin tomhed i nyt tøj og sex og ser mænd som flotte eller fede svin, også er nutidens kvinde, ved jeg ikke noget om. Men sikkert er det, at kvinderne og børnene i de to bøger lever helt igennem gråmelerede liv.

Som her fra »Tryghedsnarkomaner«, hvor Andersen skriver om en mor: »Engang havde hun syet en kjole af en gulvklud«. Et andet sted står der, at »Siv havde aldrig tørret sig så godt i enden, som efter hun var kommet på børnehjem«. Et tredje »Jeg er øm i kussen«.

Det er socialrealisme i dens mest insisterende form, og det er som at læse Tove Ditlevsen uden lyrisk sug. Men man kan, som i Olga Ravns forord – der faktisk står stærkere end Vita Andersens to bøger – sige, at sproget spejler kvindernes og pigernes liv. Ingen pynt, ingen legesyge eller andet, som signalerer overskud, magt.

Bøgernes historiske betydning kan også forsvare dem. De gav befolkningen et spejl. Kvinder så sig selv i dem, og mænd så deres kvinder i dem. Men læst på 35-36 års afstand er de en langtrukken, lidt flad oplevelse.

I dag lever den hverdagsnære stil da også videre i mere interessante former. Som i Asta Olivia Nordenhofs poesi, hvor der ofte sættes ild til sproget, til realismen, så en kunstnerisk oplevelse, en meroplevelse om man vil, kan opstå.

I Ravns forord er Andersens stil og »fraværet af metaforer« udtryk for et kunstnerisk valg og for solidaritet. Men nogle af genudgivelsens få sproglige løft er faktisk lige præcis metaforer. Som i linjerne om en kvindes elsker »med hud/der stramt er trukket over knoglerne/læderagtig/og alligevel som tyk fløde.«

Her voves der lidt med ordene, med billederne, der trækker læseoplevelsen op af den dybe sen1970erspor, hvor der »bolles«, hvor mændene går i »trusser«, hvor deres »cowboybukser« »strammer over balderne«.

Men når alt kommer til alt, kan genudgivelsen af Andersens bøger læses på to måder, nemlig historisk og kunstnerisk. Og hvor deres plads i litteraturhistorien er indiskutabel, er den kunstneriske kraft mere, ahem, tvivlsom.

Hvem: Vita Andersen Hvad: Tryghedsnarkomaner & Hold kæft og vær smuk Sider: 319 Pris: 150 kr. Forlag: Samleren.