At Kirsten Thorup er en af vores stærkeste og mest velreflekterede samfundskritiske forfattere er jo ingen hemmelighed. Hun har siden »Baby« fra 1973 rettet sit skarpe blik mod det, vi gerne kalder »tidens dårskab«, men som regel uden at falde for ironi eller skinger sarkasme. I stedet baserer hendes kritik sig gerne på indlevelse og kølig analyse af tingenes tilstand - senest i alderdomsromanen »Ingenmandsland« (2003) og nu igen i den nye roman, »Tilfældets gud«.
Hovedpersonen hedder Ana og har en ledende stilling i en international finansvirksomhed. Hun er ét med sit arbejde, hun brød med forældrene, da hun erfarede, at hun ikke var deres ægte barn; har stormet igennem internationale uddannelser og har ingen venner eller bekendte foruden resten af lederteamet i Rower International.
Men da de andre ledere begynder at give hende bundkarakterer i de løbende performanceevalueringer, og hun udvikler stresssymptomer, sendes hun til coach og på ferie i Afrika. Hér træffer hun dels det britiske ægtepar Ben og Bea, dels Mariama, en afrikansk teenagepige hun møder på stranden, og som hun kaster sine skrøbelige og normalt totalt undertrykte følelser på. Mariama vækker hos Ana en ukontrollabel moderfølelse, som snart blandes op med en manisk selvopofrende version af, hvad Rudyard Kipling engang betegnede som den »hvide mands byrde«: Det, at vi i Vesten er Den Tredje Verden økonomisk og teknisk overlegen, gør os moralsk forpligtede til at hjælpe.
For både Kipling (som jo var en af den britiske imperialismes største forsvarere) og Ana er den hjælp dog ikke ubetinget: Ana vil hjertens gerne betale Mariamas skolegang, men frygter og ser, at pengene i stedet opsluges af de mange familiemedlemmer og slægtninge, som er afhængige af, at Mariama tjener penge som snacksælger på stranden.
Skånselsløst portræt
Og da Ana får Mariama til England (at få hende til Danmark er umuligt på grund af den stramme udlændingepolitik) er det med fordring om, at hun skal være au pair hos Ben og Bea og gå i skole ved siden af, men uden forståelse for, at familien i Afrika har brug for hendes indtægter og arbejdskraft i hjemmet.
Den, der kommer i klemme, er selvsagt Mariama, som samtidig må erfare, at Ana ikke kan lade hende komme for tæt på. For godt nok kaster Ana hele sin økonomi og energi ind i projektet med at redde Mariama og give hende et vellykket liv.
Men hun er fuldstændig knudret, hvad angår personlige relationer og vejledning. I kampen for at få det til at lykkes, mister Ana derfor også efterhånden grebet om sig selv og styrer støt mod bunden.
Thorups portræt af den knuste karrierekvinde Ana er skånselsløst: Ana har i misforstået selvbeskyttelse lukket sig inde i sit eget fort og kan ikke længere finde udgangen, og hendes fortvivlede forsøg på at gøre noget godt for Mariama peger ud over den individuelle relation - mod en større kulturel konflikt mellem Vesten og Den Tredje Verden, mellem mellemmenneskelig forståelse og xenofobi og mellem kulturel individdyrkelse og socialt og familiært ansvar.
Thorup formår behændigt at styre uden om fælden, hvor Vesten enøjet fremstår som skurk og Afrika som den forurettede. I stedet er det den gode viljes forlis og de kulturelle komplikationer, som den globaliserede virkelighed af i dag fører med sig, der skildres både nuanceret og hudflettende kritisk.
