Skulle der stadig være én eller anden litteraturkritiker, der længes efter Den Store Danske Samtidsroman, bør han eller hun straks få Kirsten Thorups nye roman, »Erindring om kærligheden«, i hånden, thi den er et særdeles godt bud herpå.

Tidsligt strækker den sig over den sidste halvdel af det 20. århundrede, og den formår på fornemmeste vis at flette skiftende tidsånd, store og små begivenheder og vekslende vilkår sammen med en personhistorie: Historien om Tara, der som ung flytter fra det mørke Jylland, en ustabil mor og en ukærlig far til København. Hun har skuespillertalent, men kan ikke forvalte det.

Hun bliver den karakter, hun skal spille – hun overgør det, og det slider hende op, og omkring denne kvindes historie udspiller Danmarks og verdens historie sig. Mellemøstkonflikt, borgerkrig på Balkan, klimatopmøde i København. Marxistiske kollektiver på Østerbro og charterferie til Kreta. Teaterfolk, kunstnere, intellektuelle. Alt sammen med den stadigt hårdere prøvede Tara i centrum. Hun vil så gerne give, men har dybest set intet at give af.

Navnet Tara er persisk og betyder stjerne, klar, anderledes, smuk. Men tara-vægten er også den rest, der er tilbage, når man trækker nettovægten fra bruttovægten på en vare eller en last. Det er emballagens eller transportmidlets vægt. Og det er nærmere denne betydning, der kendetegner Thorups Tara: Hun er blot en tom skal, et hylster, andre kan putte deres projektioner ind i.

Og det gør de. 70ernes universitetsmarxister betragter hende som en ægte proletar; et interessant eksperiment, de kan fraternisere med og observere på. En illegal indvandrer fra Mellemøsten, som Tara indgår et proformaægteskab med for at hjælpe ham til opholdstilladelse, ser hende både som en luder og en madonna. Deres arrangement afhænger af, at hun er frigjort, men hans egen baggrund lader ham samtidig foragte hendes frisind.

En politisk flygtning sender hende til sit hjemland Palæstina, så hun kan besøge hans familie for ham. Hun arresteres, og hun chikaneres af hemmelige agenter efter sin hjemkomst til Danmark. Det knækker hende.

Et kompliceret mor-datter-forhold

Strømmen af mænd, der passerer gennem Taras liv, er lind, og hun bliver gravid med den evigt omflakkende kunstfotograf Tore. Han har ikke til sinds at blive kernefamilie, så Tara står alene med Siri, og det magter hun slet ikke. Ingen støtter hende, og den velfærdsstat, som burde træde til, bliver let formynderisk.

Siri fjernes, men kommer også tilbage. Tara elsker hende over alt på jorden, men kan ikke øse af sin kærlighed. Relationen omvendes, Siri tager ansvaret for sin mor. De glider fra hinanden: Tara forsvinder ned i en stadigt større pøl af ensomhed, alkohol og nervepiller, Siri ud i punkbevægelsen og kunsten.

Hun, Siri, arbejder dog på at komme overens med såvel sin far som sin mor gennem kunsten, og et af hendes værker er en videoinstallation, der viser en udsultet høne forgribe sig på sit eget æg. Tara forstår ikke helt budskabet, hun vil nok helst heller ikke.

Men vi andre gør, og vi spekulerer over, om budskabet nu også gør Tara ret? Hendes kærlighed til Siri er nemlig lige så stor som moderens i H.C. Andersens hjerteknusende eventyr om en mors kamp for at fravriste døden sit barn. Tara har bare slet ikke den samme stærke vilje.

Kirsten Thorup lader »Erindring om kærlighede« blive fortalt fra Taras synsvinkel. I første del i første-person, men derefter i tredje, og der gives efterhånden også plads til Siris perspektiv.

Romanen er skånselsløs i sin skildring af Taras genkommende svigt og magtesløshed, men også skrevet med en nuanceret sans for såvel de skarpe kanter som de skrøbelige forbindelser, der kendetegner et kompliceret mor-datter-forhold. Ingen tvivl om, at denne roman skal kandidere til Årets Bog, når vi engang kommer til den slags.

Titel: Erindring om kærligheden. Forfatter: Kirsten Thorup. Sider: 464. Pris: 299,95 kroner. Forlag: Gyldendal.