Kirsten Hamman: Se på mig

Man ser aldrig mere en bamse i øjnene efter at have læst Kirsten Hammanns nye mursten af en roman.

Det føltes, som havde jeg spist en stor pose Matadormix helt alene. Jeg havde ikke kunnet holde op igen, før sidste side var vendt i Kirsten Hammans nye roman »Se på mig«. Hammanns univers er genkendeligt og let tilgængeligt som en romantisk filmkomedie. Man går lige i honningfælden og kommer klistret ud derfra igen, for samtidig med, at man er blevet underholdt, forført og i den grad trukket gennem trivialiteter og uendelige samlejer, er man også gang på gang blevet taget på sine svagheder, sin forfængelighed, og selvfremstilling. Hammanns roman er en ironisk gennemspilning af et damebladsunivers, hvor mænd tænder på gadgets, og kvinder mestendels tænker på, hvordan de tager sig ud i mandens øjne.

Lige fra sin debut har Kirsten Hammann været ekspert i at vise det alt-for-menneskelige, alt det vi skjuler hver morgen når vi »civiliserer os« foran spejlet. »Se på mig« er en roman om kærlighed, parforhold og sex. Eller måske rettere om menneskets forestilling om kærlighed, parforhold og sex.

Katastrofen har fra begyndelsen været et tema hos Hammann, ofte i form af det ultimative svigt: At blive forladt fra den ene dag til den anden. Det sker for 35-årige Julie. Selv tror hun, at det er den store kærlighed, der har forladt hende, men i Hammanns turnering bliver det tydeligt, at Julie ikke aner, hvem Carsten er, og at det også er ligegyldigt, så længe hun beholder sit selvbillede som den lykkelige kommende hustru og mor. Det er ikke tabet af Carsten, men erkendelsen af forestillingens fallit, der volder Julie besvær og uendelige siders gråd og snot. Julie har interneret et helt kor på Købmagergade, som hver gang det går hende dårligt, træder frem med spydige kommentarer.

»Først efter 350 siders onani og gråd på hver sin side af væggen forenes Julie og Sune i stor kropslig ekstase. Der bliver slubret, slikket og stønnet, det er ren biologi, men det er også forestillingerne om, hvordan »vi gør sex«, der styrer vores aktører.«


Hun er alene, og huslejen skal betales. Ind på scenen kommer nu Sune Boisen, forfatter. Sune Boisen er i langvarig skrivekrise, og forestiller sig, at alt bliver forløst nu, hvor han lejer sig ind hos Julie. Igen handler det om forestillinger og selvbedrag, som får læseren til at slå sig på lårene af grin (som når Sune visualiserer, hvordan han vil skrive sit store gennembrud ved Ikeas glasskrivebord - hvorefter hele billedet ødelægges, da bordet viser sig udsolgt). Vi følger Julie og Sunes parallelle liv, på hver deres side i lejligheden. Julie sygemeldes med knust knæ. Nu har forfatteren dem i kukkassen: Her sidder Sune og onanerer, mens han tænker på, at han boller Julie på køkkenbordet (Sunes tanker drejer sig 90 procent om sex), og på den anden side af væggen gør Julie det samme, ikke af lyst med af pligt (det holder ens seksuelle udstråling frisk, har hun læst).

Som Hammann overvåger de to, lader hun Sune udspionere Julie (via en bamse med indbygget overvågningskamera) ud fra den forestilling, at han kan optage og copypaste hendes samtaler direkte ind i sin roman. At der ikke findes en sådan genvej, ved Hammann godt, som uanset hvor hverdagsligt det hele ser ud, styrer tingene med hård hånd. F.eks. trækker hun det uundgåelige så langt, som overhovedet muligt: Først efter 350 siders onani og gråd på hver sin side af væggen forenes Julie og Sune i stor kropslig ekstase. Der bliver slubret, slikket og stønnet, det er ren biologi, men det er også forestillingerne om, hvordan »vi gør sex«, der styrer vores aktører. Sune og Julie er to alen af et stykke, for ligesom Sune vil have Julies liv (til sin bog) vil Julie have Sunes liv/sæd til sit barn. Skjulte dagsordener er også en del af den menneskelige væren! »Se på mig« er ikke en roman, man læser for de sproglige spidsfindigheder. Det er Hammann i frigear og på alle måder for meget: For langt, for menneskeligt, for let og trivielt og forbandet morsomt.