I sin 5-stjernede anmeldelse skrev Berlingske Tidendes prosa-anmelder, Per Krogh Hansen:
”Titlen på Kim Leines nye roman benævner det store landområde, der tegner sig som Østgrønland eller som man gerne ser det: Grønlands bagside. Vi befinder os i en lille bygd, og via skiftende perspektiv og en episodisk opbygning giver forfatteren os indsigt i livet i dette område på den yderste rand. Vi møder Sejer, som taber sine penge i kortspil.
Dværgen Leonora, der af sin bedstemor bliver sendt ud for at få et barn. Fangeren, der fejlvurderer vinden og fryser ihjel under en jagt. De tuberkuløse fætre, der modsætter sig behandling. Salomon, der bygger et »diskutek«. Og ikke mindst den danske sygeplejerske Jesper, der rydder op efter blodfejder og frostskader, og som får rodet sig ind i flere forhold til bygdens kvinder.
Fortællerstemmen beretter i en nøgternt registrerende og ufortolkende tone, og romanen er komponeret uden overordnet episk drivkraft. Kapitlerne står som noveller, hvor de karakterer, som er i fokus i ét kapitel, fungerer som bagtæppe i andre, således at det samlede udtryk bliver en slags parcelleret kollektivroman.
Kim Leine fik en ordentlig buket roser af anmelderne for sin debutroman, »Kalak« - en hudløs, selvbiografisk roman om et liv som seksuelt misbrugt barn og den deraf foranledigede rodløse voksentilværelse. Siden gav han os »Valdemarsdag«, en mordhistorie, der var baseret på virkelige begivenheder i hans egen slægt.
Også »Tunu« bygger på virkelige erfaringer, bedyrer pressematerialet. Men hvor undertegnede med de to forudgående romaner sad tilbage med en fornemmelse af, at viden om den biografiske kobling var en nødvendighed for, at de gav det fulde udbytte, da virker oplysningen fuldstændig ligegyldig hér. Formuleret anderledes: Med sin tredje roman formår Leine at ophæve det personligt erfarne til fuldbyrdet romankunst af bedste skuffe.”
