Kim Leine skuffer i ringe Grønlands-bagatel

Kim Leine vender hjem til Grønland og sygehuset i sin nye roman, som udkommer i dag – og desværre er hans hidtil ringeste.

I modsætning til Kim Leines seneste, store værker er »De søvnløse« både i fysisk og overført betydning en letvægter. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

Efter de to store moppedrenge »Profeterne i Evighedsfjorden« (2012) og »Afgrunden« (2015) forstår man udmærket, hvis Kim Leine har trængt til en lille pause. Begge bøger var digre historiske romaner på mange hundrede tætte sider og har krævet betydelige indsatser, hvad angår research og sammenvævning af skæbner og handlingstråde.

At Leine derfor slipper en lille bagatel ud, er forståeligt nok, men resultatet er alligevel fælt skuffende.

I »De søvnløse« vender Leine tilbage til sit forfatterskabs grundfjeld: Grønland og dagligdagen, som den udspiller sig deroppe, i relation til et lille sygehus. Handlingen er lagt nogle år ud i fremtiden. Vi befinder os i sommeren 2025 i Tasiilaq. Europa står i flammer, for krigene sydpå har efterhånden bredt sig.

Men i Grønland er der tilsyneladende ikke sket alverden. Her lever man livet, som var det i vores tid. En tysk turist er faldet i fjeldet og har brækket anklen. Hun har nået at have en affære med den danske læge i byen.

En hospitalsansat har en kræftsyg kone – selv er han forelsket i førnævnte læges kone, men det ved hun ikke endnu. En skizofren patient stikker af fra hospitalet, og en eftersøgning sættes i gang. Og solen skinner næsten døgnet rundt og gør det svært for især danskerne at sove.

Lidt kedelig kollektivroman

»De søvnløse« er en kollektivroman, som lader synsvinklen veksle mellem de involverede karakterer. Selv om bagtæppet er et Europa i krig, giver den en meget mere forsonlig og fredelig skildring af Grønland og danskerne deroppe, end Leine ellers har præsenteret os for i de stærke bøger »Kalak« (2007) og »Tunu« (2009). Men desværre brænder den personlige ild, som kendetegnede »Kalak«, slet ikke i »De søvnløse«. Og »Tunu«s stramme komposition og fine sans for det fremmedartede Østgrønland genfinder man heller ikke. Faktisk er det hele lidt kedeligt og temmelig ujævnt.

Hvad idéen med krigstemaet er, henstår i det uvisse, og det virker påklistret og uden reel betydning for handlingen. De mange synsvinkelskift har den oplagte funktion, at vi får forskellige blik på de samme begivenheder og relationer. Men der er ikke stor nok diskrepans i disse versioneringer til, at de skaber reel dramatisk spænding. Tværtimod så lunter vi som en sælmæt og fredelig plys-isbjørn igennem byens skæbner, hører lidt om voldelige husspektakler, lidt om kærlighed, sygdom og lægegerning.

Først på bogens sidste sider, hvor stemmerne får lov at blande sig, føler man, at Leine leverer noget, der lever op til hans status som en af landets bedste samtidige forfattere.

Pressematerialet til »De søvnløse« meddeler, at bogen er skrevet hen over en kuldsejlet bestillingsopgave: Et essay om Europa til en norsk festival. Essayet var åbenbart blevet for langt. Det samme kan man paradoksalt nok også sige om denne ellers korte roman.

Samme pressemateriale fortæller også, at Leine p.t. arbejder på bind to af den Grønlands-trilogi, han påbegyndte med »Profeterne i Evighedsfjorden«. Lad os se frem til dette bind og håbe, at »De søvnløse« var en enlig svipser.

Titel: De søvnløse. Forfatter: Kim Leine. Sider: 204. Pris: 300 kr..Forlag: Gyldendal