Kim Leine og Erlend Loe skriver mesterligt til børn

Far truer med »stå-op-politiet« hos Erlend Loe, og slædehundene er ikke kun søde i Kim Leines nye børnebog. Leine skriver inderligt, poetisk og skarptskåret. Loe finurligt, gakket og absurd.

Pigen der kunne tale med hunde

★★★★★

Forfatter: Kim Leine. Tegner Peter Bay Aleksandersen. Sider: 62. Pris: 200 kr. Forlag: Gyldendal.

Politiland

★★★★★

Forfatter: Erlend Loe. Oversætter: Dal Michaelsen. Tegner Thore Hansen. Sider: 36. Pris: kr. 248. Forlag: Jensen & Dalgaard.

To nordmænd, begge født i 1960erne, skulle vise sig at blive blandt de mest kendte, læste og prisbelønnede forfattere i både Danmark og Norge. Den ene er Kim Leine, den anden Erlend Loe, som blev boende, mens Leine flyttede til København, da han var 17 år.

Begge opfattes først og fremmest som voksenbogsforfattere, men de skriver også fremragende børnelitteratur; bøger der ikke er formidlet til børn, men skrevet direkte til dem med de samme virkemidler som til voksne. Det er en kunst, og den mestrer de begge.

Leine skriver inderligt, poetisk og skarptskåret. Loe finurligt, gakket og absurd. Loe siden midten af 1990erne med bl.a. »Fisken«, det første bind i serien om truckføreren Kurt og hans families særprægede liv, samt et slags fabulerende juleevangelium, »Maria og José«.

Leine fra 2015 med »Drengen der drog nordpå for at finde julemanden«, den første af foreløbig to billedbøger om en familie på Grønland. Dertil kommer sidste års usædvanligt stærke fortælling om »Skovpigen Skærv«.

Der kan gå »troll i ord«, siger man i Norge og advarer dermed om, at man bør være forsigtig med, hvad man ønsker sig. Netop det har Kims far i Loes billedbog »Politiland« tydeligvis ikke lært. Kim er på weekend hos ham og glæder sig til at komme ud på legepladsen og blive gynget højt at far. Men ikke nikke nej. Lørdag morgen mødes Kim af dynger med tømte pizzabakker, og tænker, at far nok har hygget sig.

Og det har far gjort så grundigt, at han slet ikke vil op af sengen, men beordrer Kim til at trisse ind og lægge sig igen, efter at han har truet med »Stå-op-politiet«, der med særprægede metoder torterer børn, der forstyrrer fædres søvn.

Efter nogle timer får Kim en ny svada og igen, da far endelig står op hen ad eftermiddagen og fluks sætter sig foran fjernsynet, hvorfra han sender flere og grummere politi-korps-trusler i hovedet på Kim. Tolv bliver der til i alt -deriblandt Plage-politiet, som »klipper hår og negle af dig og rører det sammen med ekstra smør, æg der er over sidste salgsdato, kartoffelmel og oregano«, som så bliver til en neglekage til Kim.

Til sidst vil Kim meget forståeligt bare hjem til mor, men da han pakker rygsækken, hører han mærkelige slåskampslyde ude fra gangen. Mere skal ikke røbes, men en del fædre vil nok få den - for Kim lykkelige - slutning galt i halsen.

Få kan som Loe tage afsæt i en ikke-historie, her en fars kedelige modstand mod at stå op, og få den til at blomstre i vildtvoksende fortællinger, som både er uhyggelige og spændende.

Thore Hansens forvrængede tegninger understreger surrealismen med ekspressiv og grov satire i form af bl.a. sært ondskabsfulde politifolk og flyvende paragraftegn, sove-z-er og munde udstyret med fugleben og draculatænder. Her findes ingen nåde. Stakkels Kim ser da også både bange og forgrædt ud.

Leines greb er et andet. Billedbogen »Pigen der kunne tale med hunde« er en varm og nærværende historie, som åbner med: »Der var engang en pige der hed Sofie«. Hun bor med sin storebror Andreas og mor og far i et lille hus med slædehunde oppe på en klippe i en lille grønlandsk bygd. Her taler hun med hundene og tæmmer »drager« på klippen, før hun igen omskaber dem til hunde, som har »snuderne op i luften, som om de forsøger at snappe efter stjernerne«.

Sofie er både glad og kæphøj, og alt ånder fred og harmoni, selv om forældrene formaner hende om at holde sig væk fra bidske, glubske og kradsbørstige hunde. Men Sofie insisterer: Hun kan tale dem til rette. Og dog.

For idyllen brydes brat af den voldsomme ulykke, som historien er bygget op omkring. En ulykke, hvor Sofie ender med at få 52 sting i ansigtet og et ar for livet. Et ar, som hun synes ser sejt ud, og er stolt af, fordi »det er hunde, der har lavet dem. Og jeg kan godt lide hunde«.

Med enkle midler maler Leine scenerne frem. Med en stresset tekstrytme og hyppige linjeskift understreges dramaet:

»Forbinding! Var der nogen der sagde./Saltvand!/Rens sårene!/Flere forbindinger!/ Hold her!/Tryk der!/Giv mig saksen«.

Replikkerne karakteriserer personerne:

»Er du vågen skat? Det var moren/Gør det ondt? Det var faren./Er du levende, Fie? Og det var Andreas«. Og smukke ordbilleder formidler den kvæstede Sofies tanker: »som om ordene var blevet bange og gemte sig langt inde i munden«.

Tegneren Peter Bay Aleksandersen fremhæver især tre elementer. Det imponerende grønlandske landskab, den polare vinterkulde med fine, hvide kuldepuf ud af personernes munde og endelig dramaet, hvor himlen farves blodrød og personernes ansigter og kroppe signalerer fare og rædsel.