Kim Fupz Aakeson er tilbage: En hverdagsgyser om at turde træffe de rigtige valg i livet

I »Berørte Katrine« bliver en pige gravid som 16-årig. Alt det andet virker også ret uoverskueligt.

I »Berørte Katrine« skriver Kim Fupz Aakeson med vanligt overskud, og det, der kunne ligne en meget klassisk socialrealistisk ungdomsroman, er snarere en poetisk og fandenivoldsk hverdagsgyser om at turde træffe de rigtige valg i livet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Det kan være svært nok at være teenager, når hele verden virker pinlig eller åndssvag, og når ens egen øverste etage er under omfattende ombygning fra barnesind til voksenhjerne.

Men når man som hovedpersonen og jeg-fortælleren i Kim Fupz Aakesons »Berørte Katrine« er 16 år og gravid, bor alene med en småalkoholiseret, humørsvingende mor og dennes on-and-off kæreste Hønse, arbejder deltid i en bager og er blevet gravid med Markus, som man knalder lidt med, men ikke er kæreste med, ja, så ser hverdagen anderledes mere uoverskuelig ud.

Den berørte Katrine er ellers ikke én, der sådan er til at slå omkuld. Hun er vant til at sige fra over for folk, der som bagermesteren er lidt for hys med, hvor mange tebirkes man må spise på en vagt, eller Hønse, der både er løgner og liderlig og i øvrigt markant bedre til at give andre folk råd om at sige til og fra, end han er i forhold til sig selv.

Virkeligheden er ikke som drømmene

Da Katrine opdager, at hun er blevet gravid efter uforpligtende sex med den jævnaldrende Markus, er hendes første tanke at få fostret fjernet. Men gradvis vokser et håb frem i hende om, at barnet kan bane vejen ud af den mere eller mindre håbløse hverdag.

Måske kan hun og Markus blive kærester – de prøver og installerer sig for en tid i hans kælderværelse i forældrenes parcelhus. Eller måske kan kommunen hjælpe med en lejlighed, og hvorfor ikke en fin én med udsigt og lyse gardiner.

Virkeligheden er imidlertid ikke som i drømmene, og Katrine må navigere rundt mellem en del bristede luftkasteller, før hun – måske – kan finde sig selv. Det nære forhold til veninden Mie får sig en ordentlig rutsjetur, ligeledes med Markus, og mens Mie og Markus samt resten af vennekredsen går i gymnasiet og går i byen, trækker Katrine sig mere og mere tilbage.

Der er en del symbolik i, at hun først sammen med Mie, senere med Markus og til sidst helt selv skriver skøre mails på googletranslate-dansk til en ukendt spammer, der vil have penge indsat på en kinesisk bankkonto.

Poetisk og fandenivoldsk hverdagsgyser

Ligesom over for den ukendte spammer skal hun også i livet lære at klare sig selv, formulere sig forståeligt og tage ansvar for egne valg. Det kunne jo så alt sammen ende meget voksent og bedrevidende, men i Fupz Aakesons skæve univers (for)bliver det sprælsk og spændstigt, og »Berørte Katrine« folder sig på sine kun små hundrede sider ud som en stor og meget fin historie.

Den ukendte spammer, som Katrine undervejs fører sin underholdende og underfundige mailkorrespondance med, kalder hende »Berørte Kære kunde«. Dette tager hun til sig og underskriver sig herefter »berørte Katrine«.

Berørt er hun jo i dén grad, både på den ene og den anden måde, og Kim Fupz Aakeson formår uden løftede pegefingre eller belærende voksenlogik at fortælle en historie, hvor moralen ikke så meget handler om det, der fysisk vokser inde i Katrine, som om den mentale styrke og selvtillid, der gror sig større og stærkere, jo flere vigtige valg hun træffer for sig selv.

Forfatteren skriver med vanligt overskud, og det, der kunne ligne en meget klassisk socialrealistisk ungdomsroman, er snarere en poetisk og fandenivoldsk hverdagsgyser om at turde træffe de rigtige valg i livet.

Titel: Berørte Katrine. Forfatter: Kim Fupz Aakeson. Sider: 112. Pris: 180 kr. Forlag: Gyldendal.