Kierkegaards kærlighedshistorie er bizar og bevægende

Regine Olsen var for en stund forlovet med Søren Kierkegaard, og det forandrede for altid alt for dem begge. I Joakim Garffs biografi »Regines gåde« er det hende, der er hovedpersonen. Og så alligevel ikke.

Søren Kierkegaards forlovede, Regine Olsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt

Det er en af historiens meget mærkelige kærlighedshistorier, der oprulles i Joakim Garffs nye bog, »Regines gåde«. Den er bevægende, den historie. Nogle gange nærmest bizar. Det er historien om borgerdatteren Regine Olsen, der forlovede sig med den Søren Kierkegaard, der fylder 200 år i år. Om bruddet, som blev til virkelighed, da geniet sendte forlovelsesringen tilbage. Om det uomtvistelige faktum, at affæren ikke kun påvirkede Kierkegaard, der hele tiden vendte tilbage til den, direkte eller indirekte, i sit enorme værk, men også berørte Regine stærkt. Her og nu og på livstid.

Bruddet var længe samtaleemne i de snævre københavnske gader. Det helede aldrig helt. Et par år efter skandalen giftede Regine sig godt nok med embedsmanden Johan Frederik Schlegel, men forholdet til Kierkegaard fortsatte passioneret platonisk, med intense ordløse møder på daglige spadsereture, som Kierkegaard skildrede i detaljer. Og det fortsatte, på anden vis, da Regine var blevet guvernørfrue i Dansk Vestindien.

Kierkegaard var nemlig ikke sådan at slippe af med. Han blev ved med at rumstere, også efter sin død som kun 42-årig i 1855. En dag dukker han på mærkeligste vis op som det, Joakim Garff kalder »det københavnske brevgespenst«, idet en række uudgivne skriverier via hans dødsbo når hele vejen til Sankt Croix. Da Regine har læst dem, skriver Garff, er det gådefulde for hende dette: Hvordan hun, en gift kone, hele tiden samtidig, ifølge Kierkegaard, har kunnet være en andens livsledsager, nemlig hans? Sådan er det, det hævder Kierkegaard i fuld, dødelig alvor. Han skriver et sted i de papirer, Regine får tilsendt, at Schlegel var den, hun fik i timeligheden, men at han selv er hendes i evigheden elskede, og at det i øvrigt er ham, der sikrer hende udødelighed. Basta. Hvis hun ikke helt forstår det, er det i orden. Eller som han også skriver:

»Der vil for Dig bestandigt blive noget Uforklarligt i den hele Sag: find Dig deri, gruble ikke derover. Du udgrunder det dog alligevel ikke. Mig synes, mere kan en Pige ikke forlange end: et lykkeligt Ægteskab - og saa at have saa stor Betydning for en Anden.«

Historien om Søren og Regine er så sær og så stærk, at den ikke kunne digtes bedre, og det er den historie, der er den røde tråd i »Regines gåde«. Anderledes kan det ikke være. Uden Kierkegaard ville der ingen Regine have været. Ikke på den måde. På grund af ham stiller alt sig anderledes, og det er så også det udfordrende i at skrive en bog som den, Joakim Garff har skrevet om Regine. Han gør bipersonen til hovedperson, men hovedpersonen lader sig ikke sådan skubbe til side. Heller ikke selv om Joakim Garff flittigt benytter sig af en række breve, som han ved et lykketræf fik fat i, hvor Regine fra guvernørboligen skriver til søsteren Cornelia, hjemme i Danmark. De breve giver et detaljeret billede af, hvordan det var at høre til de privilegerede hvide i troperne, og her er Kierkegaard i enhver forstand langt væk. Men det er så også dét. Selv om der er steder i »Regines gåde«, der tilhører hende og hende alene, bliver bogen uundgåeligt også til endnu en bog om Kierkegaard. Det er både dens styrke og dens svaghed.

Den er i øvrigt overalt læseværdig, den bog. Også i de afsnit, hvor det er Regines liv uden Kierkegaard, det handler om. Joakim Garff, der stod bag den roste og omdiskuterede Kierkegaard-biografi »SAK« kan skrive om hvad som helst og give det liv. Men igen: Der, hvor man virkelig mærker forfatternes evne til at lægge frem og fortolke og sammenfatte i lysende sætninger, det er der, hvor Kierkegaard er inde over. Det er Kierkegaard, der gør forskellen. Derfor er »Regines gåde« en bog, der nogle gange er lige ved at brække midt over. Hvem er det egentlig, vi skal interessere os mest for, når vi læser den?

Joakim Garff lader det være op til læseren selv. Han giver god plads til Regine, der er med overalt, men Kierkegaard er lige i hælene på hende, og det er rimeligt nok, og det er ham, der får det sidste ord at skulle have sagt i »Regines gåde«. Det får han også her. Det er igen Regine, han skriver om.

»Den Elskede var hun. Min Tilværelse skal accentuere ubetinget hendes Liv, min Forfatter-Virksomhed ogsaa kunne betragtes som et Monument til hendes Ære og Priis. Jeg tager hende med til Historien.«

Forfatter: Joakim Garff. Titel: Regines gåde. Sidetal: 478. Forlag: Gads forlag.