Kierkegaards antisemitiske syndefald

Selvfølgelig hadede Søren Kierkegaard . Dog ikke i sådan en grad, at det kalder på en 586 sider lang bog, som intet nyt afslører.

Foto: Kristoffer Juel Poulsen.
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Peter Tudvads bog »Stadier på antisemitismens vej«, der allerede før udgivelsen er blever grundigt kommenteret i medierne på grund af sin »sensationelle« påpegning af nationalfilosoffens jødehad, er desværre filtret ind i en så psykologiserende fremstilling af Søren Kierkegaard, at læseren føler, at biografiforfatteren i sutsko trasker rundt i digterens sjæl. Det skæmmer det ellers grundige kulturhistoriske tværsnit af Guldalderens antisemitisme og den udmærkede gennemgang af Søren Kierkegaards religionskritik, der fortrinsvis rettede sig mod jødedommen.

Det kulturhistoriske afsnit er bogens bedste indslag. Her gennemtrawles tidens teologiske, politiske, dramatiske, historiske, litterære og borgerlige syn på jøder. Derpå kommer ni små kapitler, hvor ni jøder, Kierkegaard kendte enten nært eller perifært, har fået hver sit. Hele bogen indledes med en gennemgang af den såkaldte »jødefejde« i 1813, hvor man diskuterede jøders statsborgerskab på linje med de danske kristnes.

1813 var Kierkegaards fødeår, men ifølge Tudvad går der en linje fra den undertiden ganske voldsomme antisemitiske diskussion i 1813 til folkemængdens voldelige overfald på jøder i København i september 1819. »Ord fører til gerning,« skriver Tudvad, og han har selvfølgelig ret i, at man ikke kan skrive stærkt nedsættende om en befolkningsgruppe, uden at man risikerer, at nogle lader ens ord blive til handling en dag. Man mærker garnet strammes om Kierkegaard her i det første kapitel, og man venter spændt på de store afsløringer, der dog aldrig kommer.

Den evige jøde

I et omfattende kapitel om Ahasverus, også kaldet »Den evige jøde«, fremlægges ikke bare Kierkegaards, men også en lang række andre forfatteres værker om den bibelske skikkelse. I endnu højere grad end Don Juan og Faust er Ahasverus inspiration for Kierkegaard. Således ser den yngre Kierkegaard først og fremmest Ahasverus som et billede på mennesket, der ikke vil tro påv Kristi tilgivelse. Tvivlen om tilgivelse kalder den unge Kierkegaard for »fortvivlelse«, men som årene går, kommer han frem til, at ikke kun Ahasverus, men hele jødedommen er en tro, der er fortvivlet, ja ligefrem forarget, fordi den kender til Kristus, men alligevel ikke vil vide af ham.

Det kunne lyde negativt. Men for den ældre Kierkegaard er det et udtryk for åndrighed, at man har så stor selvindsigt, at man ligefrem ved, at man ikke vil have med Kristi tilgivelse at gøre. Derfor kan han da også sidst i livet, hvor han vredt retter pennen mod de fleste, fremhæve jødernes ædelhed frem for de kristne præsters, der ikke engang aner, at de har brug for tilgivelse.

Kierkegaards antisemitiske syndefald består i, at han ikke skelner mellem jødedom og jøder. Ud fra sit syn på jødedommen konkluderer han uden videre, at »i enhver jøde er der en vis fortvivlelse«. Når han ser sig rasende på Meir Aron Goldschmidt, hvis blad Corsaren ødelagde Kierkegaards folkelige ry, indgår dette med den fortvivlede jøde i Kierkegaards psykologisering af Goldschmidt. Man kan derfor sige, at Kierkegaards antisemitisme som al anden antisemitisme består i, at han kan finde på, at psykologisere jøder ud fra deres tro. Han gør det ikke altid, faktisk sjældent, men han har gjort det. Det er naturligvis helt urimeligt groft. Som psykologiseringer med negative konklusioner altid er det.

I luften svævende

Der er derfor en slags retfærdighed i, at Tudvads tilgang til Kierkegaard er gennemført psykologiserende motivanalyse. Her lånes med arme og ben fra forfatterskab, forlovelse, familiehistorien for at forklare Kierkegaards personlighed. Der skelnes ikke altid imellem, om det citerede er skrevet i Kierkegaards eget navn eller i et af hans pseudonyme skrifter, og Tudvads interesse for den indre logik i Kierkegaards kristendomsopfattelse kan ligge på et meget lille sted. Det er derfor ikke overraskende, at Tudvad som konklusion på sit mammutværk er en frit i luften svævende psykologisering. Den lyder nogenlunde sådan:

Når Kierkegaard selv kunne tale om »sin indre jøde«, fordi også han undertiden har tvivlet på Kristi nåde, så er det en side i sig selv, Kierkegaard ikke bryder sig om. Derfor kan han skrive barskt om den evige jødiske fortvivlelse, for dermed lader han jøderne bære det, han ikke kan lide i sig selv. Voila. Pengene passer. Kierkegaard er antisemit. Og det er han. Men er han det i en så overvældende grad, at vi skal læse 500 sider om det?

En sensationel overskrift sælger altid. Smart af Tudvad. Også for smart.