Kepler-parret ser ondskaben i øjnene

At læse Lars Kepler-krimien »Sandmanden« er som at voldæde en plade Ritter Sport. Det er fantastisk, mens det står på, men man kan ikke lade være med at føle sig en smule udnyttet bagefter.

Man tager seriemorderen Hannibal Lecter fra »Ondskabens Øjne« og fratrækker charmen og de kannibalistiske tendenser. Så bytter man FBI-agenten Clarice Starling ud med en politiudgave af Lisbeth Salander fra Stieg Larssons »Millenium«-bøger. Endelig tilsætter man en lidt mere strømlinet udgave af Jo Nesbøs anti-helt Harry Hole, og så har man fundamentet for den fjerde krimi fra svenske Lars Kepler, der er pseudonym for forfatterparret Alexandra og Alexander Ahndoril.

I »Sandmanden«, som bogens danske titel lyder, låner Ahndoril-parret fra de bedste og smider det hele i krimicentrifugen. Ud kommer en stilsikker, velkomponeret og afsindigt effektiv page-turner, hvor man vitterlig flyver hen over de godt 500 sider i ét hug.

Som det sig hør og bør i en moderne skandinavisk krimi har vi også i Kepler-bøgerne en martret kriminalkommisær i centrum. Joona Linna hedder han, og i »Sandmanden« får vi oprullet mere af hans smertefulde fortid. Som ung betjent fangede han den gådefulde og psykopatiske seriemorder Jurek Walther, som mentes at stå bag en række kidnapninger og drab. En skelsættende begivenhed, hvor Linna selv måtte foretage grænseoverskridende valg for at beskytte sin egen familie mod seriemorderen. Da et af Walthers ofre, en ung mand som forlængst er blevet erklæret død, pludselig dukker op mere end ti år senere, tvinges Joona Linna til igen at skulle gå i clinch med denne svenske udgave af Hannibal Lecter.

Den unge agent Saga Bauer sendes undercover på sikringsanstalten, hvor Walther opholder sig i total isolation. Bauer, der »har øjne som en sommerhimmel, farvestrålende bånd flettet ind i sit lange lyse hår og er næsten uvirkelig smuk«, skal forsøge at få information ud af den manipulatoriske Walther om, hvor hans øvrige ofre er gemt. Imens arbejder Joona Linna på at oprulle seriemorderens fortid i en desperat jagt efter nye spor.

»Sandmanden« ender derfor i høj grad med også at blive Saga Bauers historie, al den stund det er hende, der agerer i det direkte møde med »ondskabens øjne«. Som Hannibal Lecter formåede at få gjort Clarice Starling utilbens ved at hage sig fast i hendes traumatiske barndomserindring om lammene, der blev ført til slagtning, således kobler også Jurek Walther sig ind i Saga Bauers barndom, hvor hun var overladt til helt alene at passe sin kræftsyge mor.

Fortiden og erindringen om fortiden lægger sig som en tematisk skygge over det basale krimiplot og giver det en dybere klangbund, men rokker ikke ved, at den afsindige effektivitet, hvormed det hele er skruet sammen, mangler en vis originalitet – sjæl, om man vil – som ikke nødvendigvis findes i krimicentrifugen. Alexandra og Alexander Ahndoril bliver gennem Lars Kepler-pseudonymet næsten selv en form for litterær Jurek Walther, der på én gang underholder og manipulerer med deres beregnende og kyniske konstruktion.

Forfatter: Lars Kepler (pseudonym) Titel: Sandmanden Oversætter: Jesper Klint Kistorp Sider: 524 Pris: 349,95 kr. Forlag: Gyldendal.