De fleste krimier er – modsat megen anden litteratur – skåret over samme skabelon. Formen er fast, vi får forbrydelse, forvirring, fare, forklaring og forløsning. Vi ved med andre ord, hvad der venter os, overordnet set, og det er trygt og rart, når nu selve indholdet sjældent er det.
Men der er naturligvis visse variationer, og de tager oftest udgangspunkt i helten eller heltinden. Typen af hovedperson afspejler typen af historie. Hvem og hvordan er vedkommende? På hvilken måde løser han eller hun forbrydelsen? Hvad er personens særlige kendetegn?
Vi har set på sagen og har – på helt krimilitterær manér – sat figurerne på formler og skåret beslægtede krimihelte over samme læst. Kend dem, før du kaster dig over din næste krimi.
Den fandenivoldske
Han er hårdtslående og hårdkogt, ofte alkoholiseret, langskægget og kæderygende, og som regel en mand af få eller farlige ord. Vistnok en af den slags, som kvinder elsker at hade, og mænd har hemmelige drømme om at ligne. Af samme årsag har han i flere årtier været en truet art på niveau med næsehorn og havørn (om ikke andet så i den virkelige verden), men meget tyder på, at han trods konkurrence fra nyere, rundere og især kvindelige helte, langtfra er udryddet.
Den retskafne machos stamfædre er Raymond Chandlers Philip Marlowe og Dashiell Hammetts Sam Spade. Gunnar Staalesens Varg Veum og Jo Nesbøs Harry Hole har taget handsken op i en moderne nordisk version, godt fulgt op af bl.a. Jesper Steins katastrofekursramte Axel Steen.
Han kan være (falleret) politimand, privatdetektiv eller posttraumatiseret krigsveteran som eksempelvis Robert Galbraiths alias J.K. Rowlings haltende Cormoran Strike eller Jens Henrik Jensens eneboer Niels Oxen.
Femiheltinden
Den absolutte modsætning er femikrimiens karrierekvinde med kærestekoks og kaotisk kønsproblematik i håndtasken. Hun bruger en del tid på at finde en klædelig skjortebluse i sit bugnende klædeskab, inden hun skal på date, hun er generelt splittet mellem udeliv og hjemmeliv, og så kæmper hun en indædt kamp mod underliggende kønspolitiske dagsordener. Ikke på en halvfjerdseragtig rødstrømpe-kollektivistisk måde, men som en populærfeministisk rollemodel for det store krimilæsende kvindepublikum.
Krimiheltindens eftertænksomme og aseksuelle moder, Miss Marple, er med andre ord vendt tilbage som selvbevidst og seksuelt attraktiv (eller i al fald aktiv) detektiv i skikkelse af bl.a Annika Bengtson, Liza Marklunds populære krimiheltinde med mand, børn og godt job. Eller som Erika Falck (Camilla Läckberg), Dicte Svendsen (Elsebeth Egholm), Louise Rick (Sara Blædel) med flere.
Den fordragelige
Han er mindre macho og mere mainstream end den fandenivoldske krimihelt. Man kunne kalde ham femikrimiens mandlige modsvar, hvis det ikke lige var, fordi han ikke kæmper kønskampe, men derimod bruger en del udenomstid på styrkeprøver med sine overordnede og sjældent gør noget større væsen af sit udseende. Han optræder i mange forskellige skikkelser, men oftest er han mindre ærgerrig, mere tilbagelænet og mere afdæmpet på den sutsko-hyggelige måde end de fleste andre krimihelte. En antihelt.
Den moderne udgave er rundet af den piberygende og joviale Jules Maigret (Georges Simenon). Med tiden har han fået lidt flere private problemer at forholde sig til, eksistentielle eller universelle, og han har bl.a. optrådt i rollen som Sjöwall & Wahlöös livstrætte Martin Beck, Henning Mankells jobtrætte Kurt Wallander og Håkon Nessers troende Gunnar Barbarotti. Som ren TV-figur hedder han Barnaby eller Lewis.
Furien
Hun er det fiktive resultat af parringen mellem Pippi Langstrømpe og en cro magnonmand, fandenivoldsk og politisk ukorrekt som machohelten, men på en særlig skæv og feminin facon. Man kender hende bedst under navnet Lisbeth Salander (Stieg Larsson), men hun optræder også som den selvcentrerede og temmelig uhæmmede fremtidsfigur Fanny Fiske (Susanne Staun), en skønhedsopereret adfærdspsykolog, der ligner en smuk 30-årig om end hun er dobbelt så gammel, går ind for dødsstraf og i øvrigt har et umætteligt sexbehov efter især yngre mænd.
Furien blev født som den tromlende V.I. Warshawski i Sara Paretskys krimiserie om den meget lidt moderlige privatdetektiv, der er både kompromisløs, kontant og krævende. Men ellers er hun typecastet som den selvsikre og nævenyttige Eliza Su (Ola Wong) og den punkerlignende og temperamentsfulde Katrine Bergman (Michel Katz Krefeld), når hun ikke påtager sig roller som den følelsesforkrampede Sara Lund eller den lettere autistiske Saga Norén på TV.
Feinschmeckeren
Han er detaljens mand og bruger sin logiske sans, så det næsten virker ulogisk. Han ligner en nydelig herre fra det bedre borgerskab, hvor han da også begår sig bedst. Han har fine vaner og er oftest excentrisk, pertentlig og nørdet i en grad, så han i den virkelige verden af i dag nok ville blive udstyret med en eller anden diagnose.
Med sin næsten metafysiske intuition og eminente iagttagelsesevne opklarer han de mest umulige forbrydelser, hvad enten han hedder Sherlock Holmes (Arthur Conan Doyle), Auguste Dupin (Edgar Allan Poe) eller Hercule Poirot (Agatha Christie). Eller han udskifter den næsten overnaturlige intuition og logik med en metafysisk fysik og futuristiske dimser som en James Bond – om end denne afart adskiller sig ved at have et udtalt seksuelt behov og lidt færre refleksive evner.
