Kedsommelig bog om hendøende provins

Empire Falls er en hendøende amerikansk provinsby i Maine.

Foto: Scanpix

Hovedpersonen Miles Roby bestyrer byens spisested, som han venter på at overtage. Miles er den lidt for flinke fyr, der ikke kan sige fra. Hans kone er rendt med ejeren af byens fitness-center, og selv er han halvt desillusioneret, halvt knudemand. Men ejeren af spisestedet, enken efter byens matador som har drænet byen for arbejdspladser mv., vil ikke slippe det. I stedet hundser hun med Miles, som forsøger at stille alle tilfredse. Russo modtog Pullitzer-prisen for denne roman, og i bund og grund giver den da også et præcist og levende billede af et amerikansk lillebysamfund i krise. Men uha, hvor er det en lang og kedsommelig affære. Efter en lang, lang introduktion, får vi 80-100 stillestående sider med præsentation af karakterer. Ikke uden vid og bid, men også stereotypt og forudsigeligt. Oversættelsen fejler bestemt ikke noget, Russos humoristiske sans heller ikke. Men kunne han dog bare dosere den bedre.