Kattens til tøs

Der er dømt læsehygge af særlig karat, når man åbner en bog af Lene Kaaberbøl.

Så også i »Ildprøven«, der er titlen på første bind i hendes nye serie »Vildheks«. Den begynder med: »Katten stod midt på trappen, og den ville ikke flytte sig. Det var den største kat, jeg i mit liv havde set.« Det starter faktisk som en almindelig dag på vej til skole, men jeg-fortælleren, Clara, får hurtig skabt mystik. Netop blandingen af genkendelighed og fantasy er historiens styrke. Katten er nemlig ikke almindelig, og da den overfalder Clara, får det sære konsekvenser. Clara er nemlig heller ikke normal. Hun fylder snart 12 år og er ganske uvidende om, at hun har hekseblod i årene, og at 12-årsdagen derfor er skelsættende. Hun bliver dødeligt syg af en sygdom, som kun hendes specielle moster og mosterens endnu mærkeligere venner kan gøre noget ved. På bedste serie-vis gengives til sidst de første sider af den næste bog i serien, »Viridians blod«, som nok skal give læseren blod på tanden.