Jeppe Krogsgaard Christensen, som er musikskribent m.m. på nærværende avis, debuterede sidste år som romanforfatter med »Natjager«, og nu er han her allerede igen med toeren, som åbenbart ikke har været så svær og bærer titlen »En hånd i himlen«.
Men måske burde Krogsgaard have gjort det lidt sværere for sig selv, for sjældent har man da set mage til opmarch af klichéer med hensyn til personer og handlingsgang. Det er lige før, man må mistænke forfatteren for at gøre nar af sig selv, kritikerne og den litterære institution.
Romanens hovedperson, Janus, er forfatter og bor på en skovridergård med sin kone og lille datter. Han har sit store gennembrud bag sig og er nu i en gedigen skrivekrise. Til overflod har han også fået en hjertetransplantation, han er fysisk reduceret og psykisk i tovene men prøver at holde sig oppe ved at lufte hundene med de fine forfatternavne Keats og Kipling. Og det nye hjerte er jo også en slags metafor for, at han åbenbart helt har mistet sig selv. Men er han så på en måde blevet til en anden, og hvem har egentlig haft det hjerte, der nu arbejder hårdt for sagen i hans brystkasse?
Janus kommer minsandten til at skrive igen, men det er næsten som i drømme, i en trance som om han dårligt ved, at han skriver. Som om det er en anden, der skriver igennem ham. Det, han skriver, bliver elskværdigt nok sat i kursiv, så vi kan skelne det fra realplanet, og det kan der måske også være behov for, da den nye historie minsandten også handler om en forfatter, Jón, der dog endnu har sit store gennembrud til gode.
Jón forelsker sig i den svale og utilnærmelige skønhed, Astrid, der bliver en succesfuld arkitekt med egen tegnestue i Wien. De er så smukke unge mennesker og så lykkelige og så perfekte, og vi ved jo, at det ikke kan blive ved med at gå, og det går da også helt galt, og efterhånden står Janus’ historie om Jón ikke længere i kursiv. Og betyder det mon, at den er er lige så virkelig, og at det er en død mands hjerte, der skriver gennem Janus, og er der en redning gemt for ham i den svale arkitektskønhed, nu hvor alt ellers bryder sammen omkring ham, fordi han forsømmer familien for endelig igen at skrive?
Perler i bunken af klichéer
Den gode nyhed er, at Jeppe Krogsgaard faktisk kan skrive. I teknisk forstand er han lige så fnugfri som sin svale skønhed. Mr. Perfect. Men det er ikke så interessant. Det gode er, når han er bedre end god. Det er han i det små. Han har en evne til at fange den sigende detalje. Det kan være noget, moderen gør. Noget, barnet siger. En afsnuppet dialog. Et tomt plasticglas. En forældet afsenderadresse på et brev, der netop er postet. En dobbeltbundet formulering. Et mørnet æble.
De er der ikke på hver side, de små ting. Men der er nok af dem til, at det er dem, man kigger efter, når man læser videre. De er perler i støvbunken af klichéer. Serier af små uventede tekstbeskeder fra det virkelige liv. Hold da op, hvor er det godt set, hvor er det præcist aflyttet, hvor er det rigtigt fornemmet. Tænker man så.
Det er ikke bare isolerede øjeblikke af lyrisk skønhed eller fænomenologisk prægnans. For de zoomer ud. De gør, at læseren på en anden måde kan mærke følelserne, situationerne, personerne. Tage det hele i besiddelse. I hvert fald for en tid. Indtil livsstilens skabeloner og de blærede finkulturelle referencer igen tager over.
Nils Gunder Hansen er professor ved Syddansk Universitet og litteraturkritiker ved Kristeligt Dagblad.
