Det er ret uhørt i sportens sammenbidte og udemokratiske verden, at en landsholdsspiller og anfører takker af og derefter begynder at kritisere den endnu siddende træner. Oven i købet en person, som er hele landets »darling« og betragtes som noget nær ufejlbarlig. Selv af noget så kritisk og hurtigt bedrevidende som pressen.
Men det sidste - pressen - er jo netop én af Ulrik Wilbeks spidskompetencer, fortæller håndboldlandsholdets tidligere målmand Kasper Hvidt, i den befriende åbenmundede interviewbog »Under himlen, midt i målet«, skrevet af håndboldkenderen og seniorjournalisten Rasmus Bech.
Ulrik Wilbek er, med Kasper Hvidts ord, »en mester i kommunikation og håndtering af pressen«, men ifølge sin tidligere målmand er Wilbek slet ikke så god og helstøbt en leder, som den levende trænerlegende selv giver indtryk af i sine bøger, ledelseskurser og foredrag.
»Nogle gange går tingene alt for stærkt for Wilbek,« fortæller Hvidt og påpeger sin tidligere træners »paniske« reaktionsmønstre, der især efter en højdramatisk kamp kan betyde, at Wilbek ikke optræder »raffineret« nok i forhold til spillerne.
»Hans udmeldinger kan være for drastiske,« siger Hvidt og bruger især den skuffende afslutning på VM i Kroatien i 2009 som eksempel.
Slut med særordninger
Her blev de regerende europamestre fra Danmark »kun« nummer fire, og straks efter at have tabt bronzekampen til Polen meddelte Wilbek for rullende kameraer og griflende presse, at håndteringen af landsholdet nu skulle strammes, samt at det var slut med særordninger for visse stamspillere, og at træneren i øvrigt var træt af gamle »alibisspillere«, der tænkte mere på sig selv end på holdet.
Hvidt kalder ikke kun Wilbeks reaktion for panisk og drastisk, men påstår at denne offentlige magtdemonstration dybest set handlede om en træner, der havde skuffet sig selv: »Den tjente ikke andet formål end at demonstrere handlekraft over for eksempelvis TV-seerne og Wilbek selv.« Og hvad angår trænerens kontante kritik af unavngivne aldrende spillere, har Hvidt i dag følgende kommentar, der også sammenfatter hans (kan man roligt konkludere) venligt anstrengte forhold til Mr. Håndbold i Danmark:
»Sådan noget - kritik med spredte hagl i den blå luft - gør mig træt af Wilbek.«
Opgøret med landstræneren blev synligt for enhver under EM i Norge i 2008, hvor de to temperamentsfulde håndboldherrer kort før slutfløjtet kom i hidsig diskussion på banen og fortsatte ind i omklædningsrummet, mens resten af holdet så på. Udadtil blev der bagefter lagt låg på med forklaringen »en misforståelse«. Indadtil kunne de fleste se, at der tale om en regulær magtkamp mellem to stærke personligheder, der som vindertype er hinandens tvilling.
Flasker og grise
Det dobbelt befriende ved »Under himlen, midt i målet« er Rasmus Bechs kontante og kritiske spørgsmål. Bechs spørgsmål er ofte herligt spidsformulerede. Og underholdende. For eksempel karakteriseres det føromtalte hidsigprop-sammenstød mellem træner og målmand i Norge 2008 som »en kollision mellem en lastvogn med tomme flasker og en lastvogn med levende grise«.
Den garvede og snu sportsreporter kalder også Hvidt for »primadonna«, hvilket kun ægger den begavede og eftertænksomme målmand til at fortælle mere om den lukkede verden, elitesport er, og vi som tilskuere alt for sjældent får indblik i.
Bogen tegner på de 280 sider et bredt og interessant portræt af ambitiøse, nysgerrige Hvidt og hans internationale karriere, der begyndte i Europas yderste hjørne - Galicien. Men læseren får også overraskende dybe indblik i en sammenspist dansk håndboldverden med et rystende svagt håndboldforbund, der styres af en stærk TV-kanal (TV 2).
»Under himlen, midt i målet« er et forfriskende stykke håndbold-dokumania, der beviser, at det slet ikke er umuligt at berøre sportens etisk-moralske problemstillinger. Hvis ellers journalisten vil, og sportsudøverne tør. Og omvendt.
