En god roman bliver til, når en god idé møder en lige så god stil. At tanken så at sige iklædes den helt rigtige sprogdragt. Men ofte halter en af delene: Ordene overmatcher ideen. Eller omvendt.
I Karolina Ramqvists »Den hvide by« er det første tilfældet. Det begynder ellers lovende, og allerede i første afsnit fornemmes ensomheden og afsondretheden: »Vinden havde pisket sne op der havde lagt sig i en lille vold på trapperne foran yderdøren. En frossen bølge der viste at ingen var kommet eller gået ind her i flere dage.«
Beskrivelsen tænder nysgerrigheden, for hvorfor er alt sneet til, og hvem er kvinden i villaen, der går rundt inde bag hoveddørens mange låse, nøgen og med et barn på armen?
Hun viser sig at hedde Karin og beskrives udefra, med nøgterne, nådesløse ord: »Huden var nopret af kulde, så bleg og blålig ud. Hendes mave hang som en pose af hud og brysterne var tunge og uformelige. Det venstre var svulmet op i løbet af natten og under huden sås et net af tynde blodårer.«
Et mareridt
»Den hvide by« leverer i det hele taget nogle af de mest konkrete, usminkede signalementer af en efterfødselskvinde, jeg har læst. For det er dét Karin er; en mor med en spæd, som hun kun lige formår at være mor for i den beskidte, kolde villa, hvor hun engang boede i helt anderledes luksus med sin mand, den kriminelle John.
Karin vidste, hvad der foregik og nød passivt godt af Johns forbrydelser. Men en dag forsvandt han fra huset, hende og spædbarnet. Det var ellers hans ønske at få Dream, som pigen hedder, og nu er Karin, ironisk nok, ladt tilbage med en ny udgave af ham: »Han havde forladt hende uden at slippe hende, suget sig fast til hendes krop i skikkelse af en ny udgave af sig selv.«
Johns forsvinden tvinger Karin ud af den magelige tilværelse. Det bliver et mareridt. For at få mad, må hun lade sig kneppe af pizzabuddet, og Kongens foged sætter snart Stockholm-villaen på tvangsaktion. Senere må hun søge hjælp hos Johns bande. Om de er venner eller fjender skal ikke røbes her.
»Den hvide by« er skrevet i et præcist, men også lavintensivt sprog. På den måde spejler stilen glimrende Karin. Men det er, som om Ramqvist gradvis mister interessen for hende eller bliver træt af hendes stenede rådvildhed.
Den finale, der skal forløse romanen, løfte den, udvide dens rum, indfinder sig i hvert fald aldrig. I stedet klistres en udvendig, lidt for hurtig slutning på, der hverken står godt til det forudgående forløb eller sproget, og det er ærgerligt, for der er meget godt at skrive om »Den hvide by«.
Om dens afsæt, stil og brutalt-brillante indzoomninger på kvindekroppen efter fødslen, den voldslignende behandling, den skal komme sig over, præcis som Karin også skal komme sig over, at hendes tilværelse er blevet ødelagt. Men det løber ud sandet i den sidste tredjedel af den i forvejen korte roman. Eller mere præcist: Ud i sneen.
Titel: Den hvide by. Forfatter: Karolina Ramqvist. Oversætter: Pia Juul. Sider: 168. Pris: 200 kr. Forlag: Tiderne Skifter.