Litteratur er ikke hævet over modeluner. Præcis som bestemte tøjmærker hypes i en periode, ja, så hypes bestemte forfattere også. For så at gå af mode. Også selvom deres bøger faktisk er blevet bedre.
Hvordan kan det ellers forklares, at Karl Ove Knausgårds »Om foråret« ikke vandt de store priser hjemme i Norge eller er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris?
Det er under alle omstændigheder en sublim bog, der ikke bare er fyldt med træffende tanker og betragtninger og skrevet frem i en lysende prosa, men også præsenterer læserne for en ny form for litteratur. Eller rettere: Bygger videre på den nye form for litteratur, Knausgård introducerede i de to første bind i serien. Bare bedre forløst her.
Nå, men nu er fjerde og sidste bind udkommet på dansk, og »Om sommeren« minder i sin struktur om de forudgående bøger: Essays på et par sider, der går tæt på ting, tilstande, væsener, vækster og begreber på måder, der læner sig mod den filosofiske materialisme og darwinismens forklaringsmodeller.
Mellem teksterne om alt fra vandspredere og ribs til jordhveps og kynisme er, som læserne også har lært at forvente, to lange dagbogsstykker. De er henvendt til hans yngste barn, der nu er to år, og hvor de korte tekster fortæller pigen om virkeligheden omkring hende, fortæller dagbøgerne fra juni og juli hende om hverdagslivet i familien, der vil være forsvundet, når hun bliver stor nok til selv at begribe det.
Et liv, alle forældre med hjemmeboende børn vil genkende. Hentning, bringning, madlavning, tøjvask. Men det er alligevel ikke en almindelig familie. Begge forældre er forfattere, og faren blev med »Min kamp« en litterær verdensstjerne, der stadig trækkes i fra alle sider og verdenshjørner. Men han siger nej til det meste. Også da han tilbydes et interview med Donald Trump under præsidentkampagnen. »Med min autoritetsangst kunne jeg ikke forestille mig et mere frygteligt møde,« skriver han.
Verden står åben, men han trives bedst hjemme i familien, hvor hans selverklærede hang til underdanig logren ikke eksponeres, og hjemme i skrivehuset, hvor modet og meningen er størst.
Netop meningen spekulerer han en del over, og hvordan han med tiden føler sig stadigt mere tom, mens børnene foretager en modsatrettet bevægelse. Måske er det sådan »At meningen mindskes i den ene samtidig med at den vokser i den anden?«
Tankevækkende. Som så meget andet i »Om sommeren«, hvor kærligheden mellem ham og børnenes mor, Linda Boström Knausgård, hvis sindslidelse fyldte så meget i forrige bind, er ophørt. Bruddet skrives ikke ud over side på side, men markeres blot med et »elskede«. I datid.
Måske er det hendes fravær, der dræner »Om sommeren«. Den er i hvert fald ikke helt på niveau med »Om foråret«, og nogle af de korte tekster virker lidt trætte, uinspirerede. Men andre er forrygende. Som den om kommunale legepladser, der kaldes en »bureaukratisk utopi«. Eller når der står, at »campingpladser gestalter en slags stivnet længsel, lidt som digterens positur når han sidder i sit tårn og skriver om det åbne og frie.«
Forrygende. Mode eller ej.
Titel: Om sommeren. Forfatter: Karl Ove Knausgård. Oversætter: Sara Koch. Sider: 304. Pris: 270. Forlag: Lindhardt og Ringhof.
