Karaktererne i ny Murakami-udgivelse forbliver flade

Murakamis »Hardboiled Wonderland og Verdens Ende« er vildt fabulerende, men flad i karaktertegningerne.

ARKIVFOTO. Haruki Murakami. Fold sammen
Læs mere
Foto: JORDI BEDMAR / POOL
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Haruki Murakami behøver ingen introduktion. Og dog. For nok har han gurulignende status hjemme i Japan og nyder stjernestatus alle andre steder. Men hans liv kender vi meget lidt til. Han er et privat menneske. Åbner ikke sig selv i interview på interview.

I stedet lader Murakami sine romaner tale, og når de har så bred appel i både øst og vest, er det vel, fordi han forstår begge kulturer. Før han fandt sig til rette i Tokyo, boede han i både USA og Europa, og for den asiatiske læser er hans kendskab til Vesten interessant, mens hans vestlige læsere finder hans ord om Østen dragende. De to verdener er spundet ind i hinanden i bøgerne, der også strækker romansproget til det yderste ved at lade det realistiske, det umiddelbart genkendelige, møde det surreelle og magiske.

»Trækopfuglens krønike« og »Kafka på stranden« er nogle af de værker, der er sigende for Murakamis litterære metode, og som har gjort ham til et verdensnavn. Mindre komplekst og voluminøst er det ikke blevet sidenhen og frem mod den senest oversatte udgivelse, trebindsværket »1Q84«, hvor to måner står op over en verden, som det kræver et regnebræt at holde styr på.

Den hjerneudfordrende stil over mange sider påbegyndte Murakami med »Hardboiled Wonderland og Verdens Ende«, som den hedder i Mette Holms oversættelse fra japansk. Når romanen fra 1985 nu udkommer på dansk, er det naturligvis, fordi der er stor efterspørgsel på Murakami.

At det først var i »Hardboiled Wonderland og Verdens Ende«, at Murakami for alvor fandt sin store og vildt flettende form, skal forstås bogstaveligt i romanen, hvor to historier løber ud og ind ad hinanden. I de ulige kapitler arbejder fortælleren som en slags afkoder. Med sin underbevidsthed kan han som de øvrige keisanshier kryptere data, og det gør han for »Systemet«, og når det er nødvendigt af kryptere, skyldes det, at en anden gruppe, kigoshierne, konstant arbejder på at stjæle informationerne.

Men på en af sine krypteringsopgaver møder fortælleren en videnskabsmand i kloakkerne under en by, der kunne være Tokyo. Videnskabsmanden arbejder med at fjerne lyd, og herfra spiralerer historien ind i en verden, hvor mørklinger – væsener der æder fordærvet mad og drikker spildevand – også er ude efter fortælleren og videnskabsmanden.

I de lige kapitler er læseren i den anderledes tyste »Byen«. Her lever alle omgivet af en mur, og fortælleren, der er nyankommen, bliver straks separeret fra sin skygge. Fortællerens arbejde i byen bliver at aflæse drømme via enhjørningers kranier, og kun gradvist går det op for læseren, at fortælleren er den samme som fortælleren i de ulige kapitler, og at byen blot er hans underbevidsthed.

Det er vildt fabulerende, og kunsten for Murakami er at holde læseren interesseret, selvom historien er så langt ude. »Suspension of disbelief«, kaldte digteren Samuel Taylor Coleridge det i 1817, og det er også dét, Murakami arbejder med i 1985. Med at gøre det usandsynlige vedkommende via menneskelige følelser og reaktioner.

Måske har Murakami læst Coleridge. Men helt sikkert Franz Kafkas roman »Slottet«, som fortæller om en nyankommen til en sælsom verden bag høje mure, og Knut Hamsuns »Victoria«, hvor skyggen også kan tabes ved »verdens ende«. Samt Lewis Carrolls herligt udknaldede »Alice i eventyrland«.

De bøger behøver man nu ikke kende til som læser af romanen. Men hvor Murakami fantasifuldt belyser forholdet mellem bevidsthed og underbevidsthed, har han svært ved at gøre sine karakterer levende. De forbliver flade figurer på en kulørt baggrund. Det menneskelige, dét, der skal få læseren til at engagere sig i den vilde historie, er ikke rigtigt til stede. Eller sådan har jeg det i hvert fald og har haft det sådan med flere af Murakamis mammutromaner. I stedet har jeg nydt de kortere, poetiske og relativt enkle »Sputnik min elskede« og »Norwegian Wood«. Det er en anden verden. Og så alligevel ikke. Hvilket er meget murakamisk.

Titel: Hardboiled Wonderland og Verdens Ende Forfatter: Haruki Murakami Oversat af: Mette Holm Sider: 490 Pris: 300 kr. Forlag: Klim

Læs begyndelsen af romanen her

Powered by Riidr Bøger | Mere om 'Hardboiled Wonderland og Verdens Ende' som e-bog