Kaotisk kærlighed og kiksede knald

Ungdomsroman. »Kaos« David Meinke debuterer med overbevisende ind-under-huden portræt af to unge i opbrud. Bogen er fortalt med kant og i et hæsblæsende tempo.

Efter endt læsning af debutanten David Meinkes »Kaos« (En forkortesle af Kys Ah Oh Shit) popper et gammelt J.P. Jacobsen-citat op i erindringen: »Det bødes der for i lange år, som kun var en stakket glæde«. Hvilket jo i folkemunde er blevet til »stakåndet glæde«, og brugt i mere eller mindre lumre sammenhænge.

Men citatet kommer til mig, fordi Meinkes ungdomsroman handler om om resultatet af en sådan stakket glæde.

Edel er en 15 årig Hellerup-pige, der over lang tid har været forelsket i en eftertragtet fyr, som så lige pludselig til en fest fatter interesse for hende. Det bliver til kys og et knald med den gudeskønne gut, som bagefter spørger: »Er du ok? Vi er stadig venner, ikk?« Hvorefter Edels konstaterer: »Pretty fucking far from o.k.« Helt galt bliver det dog, da det viser sig, at dette hurtige knald har gjort hende gravid. Senere opdager hun, at moren har været i præcis samme situation som ung, og at resultatet, en dreng, som er et par år ældre end Edel, blev bortadopteret ved fødslen.

Autentisk og flot
Dette er kun begyndelsen på det kaos, Edel befinder sig i og selv har været en medvirkende årsag til. Så der skal vælges, men hvad? Graviditet eller abort? Bo hjemme eller flytte væk? Efterspore broren eller helt lade være? Og er valgenes konsekvenser til at leve med, når man kun er 15 år og i virkeligheden ganske alene?

I Vrå befinder Edels bror sig, uden at ane en pind om Edel. Han hedder Jokum, er 18, computer- og netnørd, og bor sammen med sine forældre og adoptivsøsteren Tanja. Moren er grænseoverskridende og selvpromoverende i sin omsorgsfuldhed. Hun udraderer sine børn med replikker som »Jokum kan godt komme til at tisse i bukserne« i fuld offentlighed. Han hader sin monstermor, men hvordan slipper man fri af hendes favntag, når hun i særlig grad har gjort sig uundværlig?

Meinke lægger ud med at følge Edel, inden kapitlerne skiftes til at beskrive Jokums og Edels situation med hver deres fortællestemme. De misser og krydser hinanden. En spændingsskabende opbygning, som er flot udført og autentisk og overbevisende ikke mindst af en debutant. Meinkes evne til at leve sig ind i en ung pige på kant med tilværelsen duperer i særlig grad.

Kamikaze-realisme
Der er i det hele taget kommet en kant over danske ungdomsromaner, som har gjort dem mere vedkommende. Sanne Munk Jensen førte an tidligt på året med at sætte nye standarder for, hvordan nutidig ungdomsrealisme skulle skrives i »En dag skinner solen også på en hunds røv«. David Meinke benytter ikke den samme kamikaze-realistiske stil, men pænt derhenad. Han skriver friskt til og skaber ligeledes egne udtryk som f.eks. »at kaste morgen-op« og »italienske hurtigkneppersko«. Han anvender en energisk, pulserende og skiftende syntaks, som er god til at gengive ung forvirring, spontanitet og hurtig tankegang og ikke mindre hurtige domme over omverdenen. Replikker og dialoger er godt aflyttede. Således føjer romanen sig også tematisk ind i rækken af litteratur, der beskriver børns og unges kamp for eget anstændigt liv med og mod enten infantile og ansvarsløse forældre eller direkte korrumperede eller invalidiserende af slagsen.