Kaos og kontorforsyning

Douglas Coupland skriver om hæftemaskiner, printpatroner og forliste forhåbninger i sin niende roman.

Også i »Tyggegummityven«, skriver Douglas Coupland om det lyse liv, vi stilles i udsigt som børn, og om hvordan vi så langsomt og smertefuldt erkender, at det meste bliver ved drømmen. Fold sammen
Læs mere

»For et par år siden gik det op for mig at alle der har nået en vis alder – uden hensyn til hvordan de ser ud udenpå – stort set hele tiden drømmer om at kunne undslippe fra deres liv.«

Ordene kommer fra Roger, den ene hovedperson i Douglas Couplands »Tyggegummityven«. Og selvom den midaldrende Roger taler om »alle«, så er det i sidste ende sit eget sørgelige liv, han kredser om: Fraskilt og med en lidet flatterende status som den ældste af de menige medarbejdere i en kontorforsyningsbutik.

Det er hæftemaskiner, printpatroner og tristesse fra 9-17 hver dag, og det er sorte glimt fra det øjeblik, hvor hans søn omkom.

Og i sin notesbog søger han afløb for sin smerte og sine forliste forfatterdrømme ved blandt andet at skrive om Beth, som også henslæber sine dage i Staples.

Hun er ung, sortsindet, sortklædt og får en dag adgang til Rogers notesbog, som med foruroligende præcision fortæller om hendes inderste tanker. Hun fascineres selvsagt, og snart skriver de til hinanden.

Det bliver ved drømmen

På den måde etablerer Coupland en litterær ramme, hvori han kan skrive om dét, han har skrevet om siden debutbraget »Generation X« fra 1991. Det vil sige om det lyse liv, vi stilles i udsigt som børn, og om hvordan vi så langsomt og smertefuldt erkender, at det meste bliver ved drømmen.

En tung tematik, som han omsætter til letflydende fiktion i »Tyggegummityven«, hvor han også leverer en stribe af de semifilosofiske betragtninger, der ad åre er blevet hans signatur. Som når han lader Roger skrive dette: »At lægge små nye ark af hvidt papir, så folk kan bruge dem til at afprøve tusser på, er ikke noget håbefuldt scenarie. Det eneste folk nogensinde tegner er kruseduller.«

Ad den vej får Coupland sagt, at det ikke bare er omverdenen, der begrænser vore liv, men også os selv. Banalt? Måske. Og »Tyggegummityven« er heller ikke Couplands bedste bog, men den er stadig bedre tænkt og skrevet end de fleste andre romaner, som søger at skildre tidens flimmer, stille desperation og uforløste drømme.

Selv har han for længst forløst sit potentiale. I hvert fald som forfatter.