Kan man være menneske uden sin hukommelse?
Eller sagt på en anden måde: Kan man være menneske uden at vide, hvem man selv eller andre lige omkring én er - og hvordan lever man med en eksistens blottet for dybdesyn?
Dette er nogle af de bundløst eksistentielle spørgsmål, der stilles i professor emeritus i Nordisk Litteratur Thomas Bredsdorffs fine bog »Tøsne og forsytia«. En bog der tager favntag med livet, når det klemmes op i et hjørne af en sygdom, der ikke blot er uhelbredelig, men også nedbryder selve ens menneskelige identitet, så livet lidt efter lidt bliver uigenkendeligt.
Det i livet, der rummer ubærlig smerte, kan være svært at beskrive, uden at lyttere eller læsere bakker ud. Men man bakker ikke ud her, fordi »Tøsne og forsytia« ikke kun er et personligt dokument over det absurde, Alzheimers gør ved et levende menneske, den fungerer også som et poetisk værk i sig selv! Indimellem spejler Bredsdorff sine betragtninger i litteraturens og filmens verden, og disse nedslag – så præcise og smukt placerede de er - virker iltgivende midt i sygdommens indsnævrende univers. Det allermest tragiske kan nemlig kun formidles gennem poesien – fordi kun dén får det ubærlige til at løfte sig i en grad, så vi bedre kan se på det og udholde dets sandhed, lige så grum den end måtte være. Poesi sætter os i stand til at lære af det tunge og bære det med os uden at vælte under læsset.
»Tøsne og forsytia« handler på den vis ikke kun om Bredsdorffs hustru, Lene, men er også et filosofisk skrift om, hvad et menneske egentlig består af, hvornår man er den, man er – og hvornår den, man er, ikke findes længere. Hvorfor synes vi egentlig, at cancer er det værste, der kan overgå os, spørger Bredsdorff, og i et ubærligt øjeblik gribes han af ønsket om at få kræft »så jeg kan slippe for at se Lene visne yderligere«, selv om han øjeblikket efter tager det i sig som vrøvl og udtryk for den selvmedlidenhed, han kæmper indædt med og imod. For er det ikke mere smertefuldt at dø, mens man endnu lever, end det er slet og ret at dø?
»Tøsne og forsytia« emmer i det hele taget af en sårbar ærlighed, der gør det lettere for én at være menneske, alt imens man læser om, hvordan det er at forsvinde som netop dét – eller være det elskende kronvidne, der lades magtesløs tilbage i tomheden.
Thomas Bredsdorff begynder sin bog med at fortælle, at han har mistet troen. Men jeg vil have lov til at stille spørgsmål ved, hvad det så er, han ikke længere tror på? Fordi hans bog – trods den rå meningsforladte smerte den også udstråler – er fyldt med håb, med kærlighed og netop den vibrerende nerve, der bliver ved at dirre i et menneske, uden at vi egentlig kan forklare, hvordan eller hvorfor. Nu vil jeg ikke bedømme noget menneskes tro eller mangel på samme - men blot løfte op i denne tanke, der har hængt ved mig hele vejen gennem læsningen af »Tøsne og forsytia«. Måske fordi kærligheden står som en søjle af ild hele vejen gennem bogen og lyser – også dér, hvor Bredsdorff måske slet ikke selv ser det?
Man kan læse en bog af mange grunde, men hvis blot én af disse er, at den udvider fornemmelsen for, hvad et menneskeliv er, så findes der ingen undskyldning for ikke at kaste sig over den. »Tøsne og forsytia« er af en sådan slags.
Tøsne og forsytia
Forfatter: Thomas Bredsdorff. Sider: 232 sider. Pris: 249.95 kr. Forlag: Gyldendal
