Kætteriets stemme

Bøger. »Osten og ormene kosmos ifølge en 1500-tals møller«. Som en detektiv har Ginzburg forfulgt sporene i historiske dokumenter og beskrevet den kætterske møllers kamp mod kirken. En kamp som endte på bålet. Carlo Ginzburgs banebrydende værk er nu endelig oversat til dansk.

Carlo Ginzburgs »Osten og ormene« er baseret på over 400 år gamle dokumenter fra Inkvisitionens retsforfølgelse mod mølleren Menocchio. Arkivfoto: Gitte Sofie Hansen Fold sammen
Læs mere

Carlo Ginzburgs historie om en 1500-tals møller fra Friulien i Norditalien udkom første gang i 1976 og blev hurtigt en international bestseller. Derfor mår det også hilses velkommen, at den nu langt om længe foreligger på dansk. Endda i Ole Jorns kompetente oversættelse og forsynet med hans oplysende efterord.

»Osten og ormene« er en af den moderne historieskrivnings klassikere. Den blev trendsetter for en ny måde at skrive historie på, og den gav et sjældent indblik i, hvordan den tids mennesker kunne opfatte religion i en tid, hvor den kristne kirke under reformationen spaltedes i to.

Historien er både livsbekræftende og tragisk. Den handler om mølleren Menocchio i bjerglandsbyen Montereale. En almindelig mand med ualmindelige tanker. Med forbudte tanker. Og grunden til, at vi har et kendskab til og indblik i disse tanker, er, at Menocchio i to omgange blev stillet for Inkvisitionen, hvor han over for de udspekulerede undersøgelsesdommere skulle redegøre for den mindste afkrog i det univers, han havde læst og tænkt sig til.

Da Ginzburg stødte ind i dette enestående kildemateriale besluttede han sig for at gribe sagen an på en utraditionel måde. Dokumenterne om mølleren Menocchios kosmos skulle ikke være en enkelt brik i det store puslespil med kampen mod kætteriet.

Historien skulle vendes om. Skildringen af hans tankeverden skulle give kød og blod til det folkelige kætteri, men også til Inkvisitionen og tidens religiøse disciplinering. »Osten og ormene« blev det vigtigste værk inden for den genre, der kaldes mikrohistorie, hvor historikeren ser på verden gennem det imaginære mikroskop for at finde det store i det små.

Født med reformationen
Tragedien begyndte i 1583, da den 51-årige Menocchio blev anmeldt til det Hellige Embede, Inkvisitionen, for kætterske og gudløse ytringer. Han var blevet anmeldt af den lokale sognepræst.

Menocchio havde hele sit liv levet i den lille landsby Montereale, var gift og havde syv børn. Menocchio var møller, en mand af folket og dog alligevel bedre stillet end bønderne flest. At være møller var så at sige et liberalt erhverv, hvilket gav ham en anden status og ofte bragte ham i modsætningsforhold til bønderne. Også på en anden måde skilte Menocchio sig ud: han kunne læse og skrive, hvor tre fjerdedele af befolkningen var analfabeter.

Menocchio blev nærmest født med reformationen. Den gav ham mulighed for og dristighed til at tænke og tale anderledes, mens tidens anden store begivenhed, trykpressen, gav ham mulighed for at finde ordene. Eller nogle af dem, for Menocchio hentede også sine metaforer i den materielle kultur, der omgav ham. Som når han brugte osten som billede på kosmos.

Året efter, i 1584, blev Menocchio retsforfulgt og dømt. Under retssagen var han mere åbenmundet og mindre taktisk end godt var. Det er en fordel for historikeren, for det hele blev skrevet ned, men det var ingen fordel for Menocchio i konfrontationen med de lærde og belæste gejstlige, der forstod at drive ham ind i argumenternes blindgyder. Beskrivelsen af retssagen, dommernes spørgsmål og afhøringsteknik og Menocchios svar giver et enestående indblik i Inkvisitionens arbejdsmetoder.

Ginzburg som detektiv
Menocchio blev dømt, men han slap billigt og blev benådet efter to år i fængslet i Concordia. Menocchio lovede bod og bedring og afståen fra al fremtidig kætteri. Det gik godt i nogle år, men hans lyst til at delagtiggøre andre i sine tanker var svær at tøjle, og i 1599 blev han på ny anmeldt.

Denne gang viste inkvisitorerne ingen nåde og dømte en af de sjældne dødsdomme. Menocchio endte sine dage på bålet.

Ginzburg er interesseret i at finde ud af, hvad der formede Menocchios univers. Han går detektivisk til værks. Sikre spor finder han ikke mange af, men indicier er der nok af til at opbygge en sammenhængende og logisk forklaring på Menocchios kætteri, hvordan de store konflikter og tidens tegn fandt sin egen logik i hans hoved.

Titlen »Osten og ormene« henviser til Menocchios udlægning af skabelsesberetningen. De levende væsner fødes ud af kaos, en »uvis og træg masse« uden Guds indgriben, lige som ormene pludselig dukker op i en gammel ost. Verden var ikke skabt af Gud, hvorfor det var muligt for mennesket at ændre den til en bedre model. En ny verden med overflod, større lighed og mere frihed for det enkelte menneske, lød Menocchios håb for verden.

Hans program kan betegnes som religiøs materialisme, der både var udtryk for en bondeutopi, og som gjorde op med kirken og de gejstliges monopol på den rette tro.

Ginzburg har sympati for Menocchios kætteri, for kritikken af autoriteterne og udfordringen af den herskende kultur, der har ensretningen på dagsordenen uden at det går ud over sagligheden. Selv om han holder sig inden for 1500-tallets rammer, er det svært ikke at læse den som et forsvar for retten til at tænke og ytre sig anderledes, selv når det er grundlæggende værdier, der er emnet.

Ginzburg er en fremragende historiefortæller. Inspireret, som han er af kriminalromanen, forfølger han de spor og indicier, der forbinder Menocchios trosforestillinger med tidens intellektuelle kultur. En lærd bog, hvor spændingen fastholdes indtil bålet tændes og som giver et sjældent indblik i dagligdagens mentale betingelser i 1500-tallet.