Kærlighed og død

En af den moderne lyriks mest berømte og hyppigst citerede vendinger er uden tvivl den amerikanske forfatter Gertrude Steins »en rose er en rose er en rose er en rose«. Det er nærmest uundgåeligt, at det amerikanske avantgarde-ikons ord er noget af det første, der dukker op i bevidstheden under læsningen af Olga Ravns nye digtsamling, »Den hvide rose«, der også har sine klare forbindelseslinjer til forfatterens bemærkelsesværdige debutbog, »Jeg æder mig selv som lyng« og romanen fra sidste år, »Celestine«.

Med den manisk insisterende gentagelse som et af sine vigtigste poetiske holdepunkter og virkemidler tager Olga Ravn kærlighedspoesiens traditioner og billedsprog og selve dødens og den ulykkelige kærligheds vokabularium op til eftersyn i den aktuelle poesibog, som hun selv meget præcist kalder sin »heartbreak-bog«.

Kærlighedens blodrøde rose har i den grad mistet sin lidenskabelige kulør og sit liv på forsiden af digtsamlingen, hvor titlens hvide rose er skrevet med forsvindingsblege, udbrændte bogstaver på en svagt lysegrøn baggrund. Som læsere bliver vi mindet om, at hvide blomster også er begravelsesblomster.

Blanke, men aktive sider

De i alt 160 digte, hver især på fem linjer og med ganske få ord i den enkelte linje, er fordelt på bogens 352 sider. At det ekstremt store antal blanke sider spiller en aktiv og vigtig rolle i bogen med dens tabs- og fraværsmotiver er indlysende. Hvert eneste digt står og blinker hjerteskærende ensomt og forladt blandt de mange tomme sider. Et bortfald af ord eller dækkende sprog er det minimalistiske koncepts første signal, og her og der står et x som et kors og markerer netop udeblivelsen af det rigtige ord. Lige fra det allerførste digt bliver fraværets påtrængende nærvær udpeget:

»Alt/hvad jeg/har gjort for at/beholde dig/blomstrer«

Tre gange gentager Olga Ravn det digt, og på tilsvarende måde arbejder hun bogen igennem nærmest monomant og hinsides grænsen til det enstonige med gentagelsen af hele digte, bestemte linjer og udvalgte stemningsbærende ord. Det suggestivt messende tonefald er en af nøglerne til forfatterens omgang med sygdommen, døden og den tabte kærlighed. Et langt stykke ad vejen er digtene formet som et jegs henvendelser til et du, men på et tidspunkt tager 3. persons-formen over, og betegnelserne »den syge« og »plejeren« vinder frem. Asken, natvandet, de faldende blade, den synkende sol og den skoddede cigaret er nogle af de tilbagevendende sorggloser og ophørsbilleder, der fremmaner digtsamlingens særlige foruroligende stillestående og depressive fraværssprog:

»Natten væder/sit ansigt i roserne/som et bristende/hjerte hjerte/som et sprog«.

Som en særlig livgivende pointe hos Olga Ravn tager hendes hvide rose mod digtsamlingens slutning ny farve og ordet »rosarødt« vokser frem på de sidste sider, måske som en antydning af ny fødsel, en ny fremspirende passion eller et nyt bæredygtigt sprog:

»rosarødt/rosarødt/rosarødt/som den første/sol«.

Olga Ravns minimalistisk stramme ord- og farveunivers gør sammen med den monomant messende stemmeføring og de musikalske gentagelsesmønstre hendes nye digtsamling til en meget særegen og stærkt suggestiv oplevelse.