Kærlighed, had og hærværk fra en lovende og stilsikker debutant

Smuk, smudsig, smertelig og smældende voldsom sammenbrudsroman om sex, sprut og store følelser skrevet på ryggen af Tom Kristensens »Hærværk« om en alkoholikers nedtur.

»Jizz - en roman om at elske« af Mette Jensen Hayles Fold sammen
Læs mere

En længsel mod skibskatastrofer, hærværk og pludselig død gennemsyrer debutanten Mette Jensen Hayles voldsomme kærlighedshistorie »Jizz – en roman om at elske«. Der er undergang og undtagelsestilstand hele vejen igennem, der er jastrauske drukture, der er jalousi og sjælesorg, og så er der skønhed, varme og lidenskab, som man skal være en mere end almindelig god forfatter for at kunne flette sammen i et hele.

Og lad det være sagt med det samme: Mette Jensen Hayles kan. Hun er ikke en Tom Kristensen, hun er end ikke en arvtager, hun er helt sin egen. Men hun står på ryggen af »Hærværk« og har derfra skabt sit eget meget stærke og skræmmende skrift om angst forløst gennem druk og om længsel efter sjælelig deroute.

Den jeg-fortællende hovedperson, Louis Broe, bor i hus på Amager, arbejder som læge på en skadestue og er tilsyneladende lykkeligt gift med Carmen, der venter parrets andet barn.

Louis drikker imidlertid lidt for meget og dusker lidt for mange sygeplejersker m/k, og da han til en sommerfest hos naboen får den unge, smukke Pernille på skødet, ender det ikke blot i et siddende samleje omkring bålet, men i et langvarigt, altopslugende og i sidste ende altødelæggende forhold.

Flyder ud som en blød, blævrende svamp

Louis forlader sin lille familie og den rest af struktur, der har holdt sammen på ham, og selv om kærligheden til Pernille er stor, eller måske netop fordi den er, opløses de sidste holdepunkter.

Han flyder ud som en blød, blævrende svamp, der opsuger alkohol og alskens nedværdigelser, og jo mere han slipper, desto mindre holder han fast om sin elskede, der også har sit at slås med.

Måske har hun ret i, at de ender med at slå hinanden ihjel, hvis de bliver sammen. Måske ville de dø både sammen og hver for sig, eftersom angst og altopslugende kærlighed æder sjæle op, og angsten forløses forkert eller i al fald dødsforagtende og guds- eller venneforladt.

Louis Broe er alkoholiker, og Mette Jensen Hayles er en eminent portrættør af den fordrukne og hans selvforløjede selvopholdelsesdrift. Med ganske enkle litterære midler lokker hun læseren til at tro på løgne og alibier, så man betages for derefter at mistro, gennemskue, fordømme, tilgive og lade sig charmere igen.

Der serveres ingen letkøbte freudianske forklaringer på nedturen. Det er de små fodfejl i hverdagen, hvor kedsomhed, forkælelse og en kedelig opvækst i skyggen af dansk skabsalkoholisme er det ujævne underlag, som Louis Broe snubler hen ad. Kan man ikke holde balancen, falder man i som han.

Velskreven vellyst og alkoholiseret afmagt

Den dagbogsagtige tekst, der er befriende frækt skrevet, råt, humoristisk og poetisk, akkompagneres af en playliste, som kan scannes ind på smartphonen fra bogens flap. Et melodisk supplement, der understøtter teksten og viser, hvordan nye og gamle medier kan berige hinanden. Og nej, der er ikke meget jazz i Jizz. Der er mere rock, rusk og rekviem.

Og bag titlen – der både kan betyde noget uspecificerbart, essensen eller det samlede indtryk af en fugl, plante eller andet, og sæd, afgrøde og sperm – gemmer sig et orgie af velskreven vellyst, alkoholiseret afmagt og spændte forventninger til Jensen Hayles’ fremtidige forfatterskab.

Titel: »Jizz – en roman om at elske«. Forfatter: Mette Jensen Hayles.Sider: 257. Pris: 300 kr. Forlag: Rosenkilde & Bahnhof.