Pia Juul kan noget ganske særligt med sine bogtitler, »En død mands nys«, »Sagde jeg, siger jeg« eller »Radioteatret« for nu bare at nævne nogle stykker af de mere drilagtige, og også med ordene på omslaget af sin nye bog får hun os til at spærre øjnene op: »Avuncular – onkelagtige tekster«.

Endnu før bogen er åbnet, melder spørgsmålene og nysgerrigheden sig. Onkelagtige tekster! Hvabehar.

Hvad er en onkel, spørger forfatteren meget naturligt på bogens første side og opfordrer læseren til at slå det op. Men én ting er ordbøgernes udlægninger af det onkelagtige og alfaderlige, noget andet er det mylder af sammensatte følelser, stemninger og associationer, som netop ordet onkel aktiverer hos både Pia Juul og læseren.

I virkeligheden er det svært at forestille sig et ord som matcher sammensatheden, dobbelttydighederne, over- og undertonerne i Pia Juuls poesi bedre end netop ordet »onkel« med hele spændvidden fra det nostalgiske og alfaderligt trygge til de mere faretruende og dunkle nuancer: »Melancholia sætter sig i sindet som en uhyggelig fabel fortalt af en fremmed onkel«.

Onkel Anders og alle de andre onkler

Onkel Anders, Onkel Tom, Onkel Sam og Onkel Danny er bare nogle stykker af de meget forskellige onkler fra den store fællesbevidsthed, som Pia Juul mobiliserer i »Avuncular«.

Og så er der selvfølgelig alle hendes egne, mere personlige onkler hentet både fra familiealbummerne, forældrenes vennekreds, mediearkiverne og de mere eller mindre hemmelige drømme:

»Onkel Tage kunne trylle og solgte Toyotaer og hammondorgler.« eller »Jeg var barn og forelskede mig i Cary Grant, det var en overvældende og pludselig kærlighed der ramte mig som et dolkestød.«

I teksternes brug af onkel-figurerne ligger også en indlysende begrundelse for den springende komposition og de stadige stemme- og motivskift i teksterne.

Onkel Emil, onkel Jens og onkel Knud får hver sit lynhurtige signalement, men det er onkel Jan, der definitivt løber med de linjer, som skiller sig ud og bliver en slags karakteristik af bevægelsesglæden i hele projektet. Som der står: »I min bog vinder den der vil danse«.

Først og fremmest former Pia Juuls forholdsvis løst komponerede tekstsamling, der pendler mellem digt og ultrakort prosa, sig som en rundtur i et ekstremt broget erindrings- og drømmelager med hurtige indslag af påtrængende nutid: »Jeg sidder utålmodig i et selvmordsforsinket tog«.

Med ét slag deler læseren kupé med døden, som i det hele taget fylder en del i »Avuncular«, men heldigvis er onkel Frankie ikke langt væk, og alle kan beroligende nynne med på »Flyv mig til månen«. Skiftene mellem mørke og lys, mellem eksistentiel foruroligelse og hverdagstrivialitet forløber bogen igennem lynhurtigt: »Om natten spurgte han: «Er du bange for døden?« Vi kogte pasta«.

»Avuncular« er ikke for fastholdere. Pia Juul lader dansen gå. Og selv om onkel-grebet måske ikke er forfatterens allerstærkeste, så fungerer ironien, det indirekte opgør med den alfaderlige autoritet, den skæve humor, flertydighederne og de udfordrende dobbeltsyn suverænt nok til at skrive de onkelagtige tekster ind på den Pia Juul-hitliste, mange læsere bærer rundt på i deres litterære baghoveder.