Jussi Adler-Olsen: »Flaskepost fra P«

Krimi. Politikens Forlag.

Jussi Adler-Olsen. Fold sammen
Læs mere

I sin 5-stjernede anmeldelse skrev Berlingske Tidendes krimi-anmelder Mette Strømfeldt:

”Jussi Adler-Olsens krimier har altid været et orgie af sprudlende indfald. I stedet for at researche sig til mat socialrealisme lader han fantasi og mandlig intuition råde i serien om Afdeling Q. Mørkemanden Carl leder denne afdeling for gamle uopklarede sager, som Adler-Olsen har opfundet til lejligheden og placeret så langt væk fra de rigtige betjente som muligt. Marginaliseret, men tålt er kælderen den helt rigtige base for Carls fandenivoldske udgave af lovens lange arm. Så han bliver noget fortørnet, da han tilbage fra orlov bliver mødt med Arbejdstilsynets krav om at rykke op på Politigårdens gange. Der skal nu mere end asbest til at rokke ved Carls position som outsider, så Q'erne bliver dernede, og sikke en fest det bliver.

I »Flaskepost fra P« funkler Adler-Olsens forrygende drive klarere end ellers. Alt falder i hak i den stort anlagte bog. Foruden at opklare flaskepost -sagen, hvor et næsten udvisket nødråb leder Afdeling Q på sporet af en række bortførelser af børn, der mærkeligt nok aldrig er blevet anmeldt, bistår de dem ovenpå med en sag om mordbrande. Historien om børnebortføreren fortælles i bogens parallelhandling, og den er noget mere interessant end sidste binds, hvor rige idioter ikke kun dræbte fasaner.

Det mest overrumplende ved tredje bind er dog, hvorledes Carls kolleger i kælderen træder mere i karakter. Punkersekretæren Rosa viser sig at have en lys, mystisk tvillingesøster Yrsa, der afløser hende som vikar for en stund, og den uundværlige assistent Assad med syriske aner har hemmeligheder, han ikke vil ud med til Carl. Når trekløveret navigerer rundt om hinanden og hinandens privatliv dernede i kælderen, falder gevinsterne ved at lade fantasien råde i en strid byge. Det er urkomisk, men midt i al morskaben meget sigende om Danmark lige nu. Og det er uden tvivl endnu en stærkt medvirkende årsag til, at både danske og nu udenlandske læsere ivrigt søger Afdeling Qs selskab.”