Julian Barnes skildrer tabet suverænt

I »Vejen op, vejen ned« skriver Julian Barnes udmærket om ballonfærd – og brillant om sorg.

Julian Barnes bruger ballonrejser til at sige noget mere abstrakt. Fold sammen
Læs mere

»Hver eneste kærlighedshistorie er også en potentiel sorghistorie.«

Det er dyrekøbte erfaringer, Julian Barnes har skrevet ordene med: I 2008 døde den fortrinlige novelle- og romanforfatters hustru af en tumor i hjernen.

Men Julian Barnes var i deres 30 år sammen ikke bare tilfreds, nej, han var decideret »hustruglad«, som han skriver. Derfor føltes hendes død også som om at blive kvast; at blive smadret til ukendelighed, og om det kan man læse i det sidste af tre essays i »Vejen op, vejen ned«.

Og lad det være sagt med det samme: Kapitlet »Den mistede dybde« er noget af det klogeste og mest inderlige, men også usentimentale, man kan læse om at miste en elsket. Men inden det, skal man altså igennem to andre kapitler, der kredser om ballonfærd. Først i »Højden som en synd« om fotografen Félix Tournachon – af sine bohemevenner kaldet Nadar – der 1858 tager et kamera med op i en luftballon og tager de første billeder af jorden set fra himlen. Fra Guds vinkel om man vil.

Det næste kapitel, »I midten«, fortæller om den franske skuespiller Sarah Bernhardt og hendes himmelrejse med den britiske opdagelsesrejsende Fred Burnaby. Her krydser Barnes også ind over grænsen mellem essay og fiktion ved at lade dem føre en samtale, deroppe i gondolen, der ikke findes noget bevis for har fundet sted.

Begge essays er sådan set udmærkede, og Barnes benytter – naturligvis – ballonrejserne til at sige noget andet; noget mere abstrakt, om hvad der kan få mennesker til »at svæve« og »komme i himlen«. Men ikke i nogen religiøs forstand. I det sidste kapitel om hustruens død skriver Barnes: »Jeg tror på, at død er død«.

Overflødige ballontekster

Det er også en af grundene til, at sorgen rammer ham så hårdt. At der intet håb er om gensyn i det hinsidige. I stedet en kulsort følelse af at være alene i en verden, der ikke forstår, hvad det vil sige at sørge.

Venner og bekendte træder ved siden af i deres forsøg på at tage hensyn og forventer, at livet går videre, og nogle trøster endda med, at nu vil han måske føle en form for frihed. Men hvordan kan han det, når han har det sådan: »Som om man er faldet ned fra et par hundrede meters højde, bevidst fra først til sidst, og er landet med fødderne først i et rosenbed og med en kraft, der har drevet benene i jorden op til knæene og sprængt alle organer ud af kroppen.«

I den voldsomme beskrivelse optræder en luft/jord-metafor, ligesom mange andre steder i essayet, og peger således elegant på de to forudgående kapitler, der også internt er forbundne.

Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, at ballonteksterne er lidt overflødige. Sådan fremstår de i hvert fald, når de stemmes op mod den sidste, lysende gode tekst, hvor sorgen krydsbelyses med kunst og beskrivelser af oplevelser fra deres liv som par og fra det halve liv, Barnes nu lever.

Hun var, skriver han »Mit livs hjerte; mit hjertes liv«, og et andet sted, at »Sorg er i lighed med døden banal og unik.« Den slags sætninger – der klinger i et stort, tragisk erfaringsrum og ekkoer i læseren længe efter bogen er læst til ende – er der mange af i »Den mistede dybde«.

Det eneste ønske bagefter er, at Barnes havde udbygget kapitlet og måske også skåret de to øvrige ud. Altså bare skrevet én dybt vedkommende fortælling om »Vejen op, vejen ned«.

Titel: Vejen op, vejen ned. Forfatter: Julian Barnes. Oversætter: Claus Bech. Sider: 128 sider. Pris: 225 kr. Forlag: Tiderne skifter.