Julen holdes i nissens tegn

Nisserne driver værket i to billedbøger og en ungdomsbog – i selskab med vilde kaniner, venlige husdyr og voldelige monstre.

Illustrati Fold sammen
Læs mere

Denne jul står i de små nissers tegn. I hvert fald i tre aktuelle julebøger: Ulf Starks og Eva Erikssons »Jul i skoven«, Astrid Lindgrens og Kitty Crowthers »Nissen« og Kenneth Bøgh Andersens »Julemandens død«.

Kalenderhistorien »Jul i skoven«, med 24 højtlæsningskapitler for hele familien, åbner med ordene: »Vrisse smuttede ind i huset gennem kattelemmen«. Vrisse er en lille, hurtig, hidsig og professionelt sur gårdnisse. Hans gård er forladt af en familie ved navn Nissen, men Vrisse prøver stædigt at holde gården i stand. En morgen sender et blæsevejr hans røde hue, vanter, og gårdens molesterede til salg-skilt ind i skoven til to kaninunger, som er gået ud for at vente på sneen. Huen, vanterne og skiltet er en gåde for hele kaninfamilien. En gåde, som de prøver at løse sammen med skovens dyr og fugle. Især skiltets tekst, »Nissen går til s«, volder dem kvaler. Betyder det, at Nissen går til skoven? De to kaninunger går ud for at hente ham.

Det er Erikssons billeder, der skaber denne bog. Starks tekst er lidt tung, men åbner samtidig små børns øjne for, hvad julen egentlig er og betyder, med alt fra træ og gaver til en humoristisk, jordnær udgave af bebudelsen. I Erikssons streg ser vi en kvinde med hvide sommerfuglevinger og Lucia-krans på hovedet servere kaffe, boller, brune kager og den glædelige nyhed: »Du skal få børn!« for en Vrisse, som mistroisk trækker sig væk fra hende. Eriksson mestrer mimik og gestik som få, og hendes blide farveblyantstegninger vibrerer stofligt i alt fra sne til sten og pels, så man får lyst til at røre ved de knuselskelige kaninunger. Billederne er humoristiske og nuttede uden at være sødladne og gør »Jul i skoven« til en tidløst hyggelig julehistorie.

»Nissen« af Astrid Lindgren er en kort, poetisk remseagtige fortælling. Også den handler om en gårdnisses mange gøremål. Om natten, mens gårdens mennesker sover, sørger han for, at alle har det godt. »Nissen snakker med dem, som nisser nu gør, et tyst lille sprog«, som dyr og mennesker forstår. Hvert opslag afrundes med forskellige små vers. Her bogens sidste: »Vintre har jeg set komme og gå/Somre har jeg set komme og gå/Snart er svalerne her igen, tænker nissen«.

Crowther modtog Litteraturprisen til Astrid Lindgrens minde, den såkaldte ALMA-pris, i 2010, og illustrationerne til denne bog er måske hendes kvittering for prisen. Crowther er belgisk, men hendes let stivbenede billeder er tydeligt inspireret af nordiske tegnere som for eksempel Harald Wibergs billeder til Viktor Rydbergs »Nissen«. Så selv om Crowther twister månelysets blåskimmer på sne, huse og nissen selv, er billederne umiskendeligt nordiske.

I ungdomsbogen »Julemandens død« hedder den igangsættende lille nisse Aruld Hildemar Torrildssøn III. Han er en af julemandens hjælpere og den eneste overlevende, da julemandens modstander, Krampus, udsletter alt i julemandens værksted. Sammen med rensdyret Rudalf (navnet Rudolf er en fejltolkning, får vi at vide), søger han hjælp hos tvillingeparret Katrine og Frederik, to artige børn på julemandens liste. Deres mere uartige ven Jesper fra 8. klasse smutter med, og dette hold skal så redde verden fra ondskabens regime.

Med »Julemandens død« er der ingen grænser for, hvor grum en julekalenderhistorie kan være. Merry X-mas bliver til Scary X-mas i denne splatteragtige julegyser, hvor julemanden myrdes allerede i første kapitel. Uhygge og myrderier sniger sig herefter ind i hver en afkrog af verden. Bogen er velskrevet, humoristisk og fantastisk med et realistisk afsæt. Små nisser spiddes eller sømmes levende på kors. Kort sagt: Blodet flyder. Her er »skove af lig« og en iskold form for hæmningsløs ondskab. Er det så nødvendigt, kan man spørge, og ja, det er det i denne historie. For lige så god, julemanden er, lige så ond må hans modsætning og banemand, Krampus, være. Alt andet ville have været noget juks. Undervejs kaster fortællingen, på spændende vis, lys over julens virvar af facetter. Fornemt!

HHHHHI

Forfatter: Ulf Stark Titel: Jul i skoven Tegner: Eva Eriksson Oversætter: Kina Bodenhoff Sider: 101 Pris: 200 kr. Forlag: Gyldendal

HHHHII

Forfatter: Astrid Lindgren Tegner: Kitty Crowther Oversætter: Kina Bodenhof Titel: Nissen Sider: 24 Pris: 150 kr. Forlag: Gyldendal

HHHHHI

Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen Titel: Julemandens død Sider: 367 Pris: 225 kr. Forlag: Høst & Søn