Der findes en særlig form for tvetydighed, der hverken er specielt højpandet eller fladpandet, hverken særlig åndelig eller åndssvag, dyb eller dorsk, men som ligger lige præcis mellem det underholdende og det tænksomme, det lette og det lødige, og som i bogform kunne rammes ind som »Dennis Jürgensen for voksne«.
Ungdomsforfatteren, der voksendebuterede sidste år med første bind i en planlagt serie om efterforskningsleder Roland Triel, er klar med to’eren, »Dansende røde bjørne« – en velskrevet, rap og effektiv krimi, hvor både humor, hentydninger og hæsligheder er med til at bygge historien op.
Ved naturlegepladsen i Valbyparken finder man en sen nat liget af en ung pige, der hænger med hovedet nedad og dyriske kradsemærker på det meste af kroppen. Pigen viser sig at være en socialt belastet teenager, der boede på et hjem for unge udsatte, hvor omgangstonen er hård, og hvor overlevelsesstrategien har været at pushe og prostituere sig gennem hverdagen.
Via et særligt datingsite for unge piger og pædofile mænd har hun og en mindre gruppe tøser under navnet Cool Chicks tjent ind til eget og gruppelederens forbrug, og hendes voldsomme død ligner en pædofil date, der er gået galt.
De mystiske dyrelignende rifter undrer imidlertid Triel, og han kommer ikke rigtigt videre med sagen, før en pæn ung pige af god familie og med fremtidsdrømme om at blive detektiv anmelder en mand, som hun formoder er morderen, hvorefter hun selv forsvinder.
Skarpe indspark
Triel forsøger parallelt med sit arbejde at holde fast i sig selv efter mordet på hustruen nogle år forinden. Datteren overlevede det traumatiske overfald, men har mistet mælet og sidder tavs på et sanatorium, hvor en ukendt person i øvrigt har forsøgt at få adgang til hende. Triels psykiske ve og vel belastes også af, at en person, der formentlig er identisk med ham eller hende, der angreb hans familie, leger kispus med ham.
Blandt andet har vedkommende hacket både hans og hans nye venindes computere, lavet hans aftaler om, stjålet hans jakke, sendt ham små muligvis kodede billedkort og ikke mindst forsøgt at pudse journalisten Thor Brandt på ham. Brandt har tidligere udgivet en bestseller om mordet på Triels hustru, og de er af samme årsag ikke på talefod med hinanden.
Triel finder til sin gru ud af, at han på et tidspunkt har stået ansigt til ansigt med sin stalker mm., men han har svært ved at genskabe vedkommendes udseende, da denne er bleg og kønsløs og med en stemme, der hverken er maskulin eller feminin. Der spilles flere steder på det androgyne, også i forhold til de roller (og navne) som pushergruppens leder m.fl. har.
Man aner desuden, at det bagvedliggende drama, der forbinder seriens bind, bunder i en tvetydighed, der måske ikke placerer Triel uden skyld. Der er flere, der spiller dobbeltspil, både i »Dansende røde bjørne« og i serien generelt. Så uden at plottet er alt for indviklet, er gådefuldheden intakt, og det fungerer.
Samtidig er Jürgensens tone let og ung, hans fortid fornægter sig ikke, og han leverer virksom spænding. Tilsat skarpe indspark, finurlige betragtninger og godt tempo.
Titel: Dansende røde bjørne. Forfatter: Dennis Jürgensen. Sider: 488. Pris: 300 kr. Forlag: Tellerup.
