Stemmen er spinkel og lys i telefonen.
»Jeg sad og var så nervøs, før du ringede,« siger Judith Hermann.
Det forstår jeg ikke, svarer jeg. Du er blevet kaldt din generations stemme. Over hele Tyskland elsker folk dine bøger.
»Genau,« svarer forfatteren med sin lille stemme. »Der er nok at være nervøs over«.
Man må medgive, at 46-årige Judith Hermann har en del af leve op til. Hendes debut, »Sommerhus, senere«, blev en litterær sensation i hjemlandet Tyskland, da den udkom i 1998. Fra den ene dag til den anden blev Hermann kaldt sin generations stemme, og mange unge tyskere spejlede sig i teksterne om livet i det nye Berlin med musik, stoffer, affærer og ubeslutsomhed.
Siden udkom romanen »Al kærligheds begyndelse« samt tre novellesamlinger, heriblandt »LettiPark«, der bringer Judith Hermann til dette års Bogforum.
Selv om hendes landsmænd for længst har taget hendes tekster til sig, er der dog også en anden side af litterær succes i nutidens Tyskland. Det fortæller Judith Hermann over telefonen fra Berlin.
»Der findes stadig en forventning om, at man beskriver Muren, eller i det mindste dens fald. Eller at man koncentrerer sig om krigen eller livet efter krigen. Efter mine første positive anmeldelser mødte jeg en del kritik for, at jeg kun beskæftigede mig med de indre kampe. Men det er nu engang dét, der fascinerer mig«, siger Judith Hermann. Hun tilføjer: »Og det andet er der jo så mange andre, der skriver om«.
Det er tydeligt, at holdningen til hendes bøger irriterer hende. Allerhelst vil Judith Hermann arbejde alene og i stilhed. Som dengang hun skrev den første bog.
»Det første skriver du uden frygt, for du har ingen læsere, ingen forlægger, og anmelderne kender du ikke. Du er en slags søvngænger, der føler dig frem. Det er en dejlig måde at skrive på, men nu har jeg en anden bevidsthed. Jeg iagttager mig selv, når jeg skriver, for jeg ved, at andre gør det samme. Derfor må jeg kravle helt ind i mig selv«, forklarer Judith Hermann.
Hun begyndte at skrive sent i livet. Først som 27- årig fik hun mod på at blive journalist og forfatter efter et længere og rodet arbejdsforløb og studier i musik og filosofi.
Da hun endelig satte sig ved tastaturet, var det små historier om mennesker, der trængte sig på. Judith Hermann skriver om almindelige mennesker, deres drømme og længsler og tanker – og ikke mindst alt det, der skiller dem ad. Ofte er der enorm afstand mellem de beskrevne personer. Også mellem dem, der vil hinanden det godt.
Judith Hermanns tekster er som Ida Jessens – men mørkere, med mere ensomhed. Og som hos Helle Helle er det vigtigste næsten alt det, der ikke står på linjerne.
Ifølge Judith Hermann er det netop de usagte ting, der optager hendes læsere.
»Netop nu rejser jeg rundt og læser op fra bogen, og der er utrolig mange, der spørger mig, hvad historierne betyder. Hvad de handler om. De føler sig næsten hjælpeløse,« siger Judith Hermann og benægter, at hun med vilje pirker til læseren med de mange ufortalte ting og de meget åbne slutninger.
»For at være ærlig så prøver jeg faktisk at ignorere læserne, mens jeg skriver. Jeg er bare mig selv. Bagefter håber jeg, at læseren vil stole på mig, tage mig i hånden og forstå mine figurer. Jeg vil ikke sige, at der er én rigtig måde at læse på,« siger Judith Hermann.
Hun understreger, at teksternes blanke felter skal udfyldes af læserne selv. Deres erfaringer vil præge forståelse af teksten.
Hun spørger, hvad jeg synes om hendes tekster. Og da jeg svarer, kan jeg mærke, at jeg netop læser historierne ud fra min egen situation. Jeg fortolker dem i stedet for at gengive dem.
Jeg synes, at de korteste historier er de mest triste. Jeg spørger, hvorfor der ikke er håb mellem de mennesker, vi møder i bogen? Hvorfor kan de ikke nå hinanden, når de nu gerne vil?
Der bliver stille i telefonen, men Judith Hermann vil ikke forklare sin tekst. I stedet siger hun:
»Jeg synes da også, at der er små glimt af følelser mellem dem, jeg skriver om. For eksempel forsøger de at give mening til meget almindelige ting. De tilægger almindeligheder stor betydning,« siger Judith Hermann og nævner novellen »Lettipark«, der har givet navn til hele novellesamlingen. Nok handler teksten om en almindelig park i det østlige Berlin – men samme sted beskrives som et eventyrligt sted – en slags utopia.
»Giver de måske mening til tingene, fordi de har brug for eventyr? Fordi de mangler store begivenhed i deres liv?« spørger jeg.
»Det ved jeg ikke,« svarer Judith Hermann efter en lille pause.
»Historierne bestemmer selv, hvad de handler om«.
Judith Hermann taler om sit forfatterskab på BogForum, lørdag kl. 14.00.
