Det er ikke kun knækprosaen, der i dette forår er tilbage i dansk litteratur.
Det er også socialrealismen og prosaskildringen af ganske almindelige danskeres ganske almindelige hverdag. Og den skal være velkommen, når den skrives så stilsikkert gråt og med så sitrende nerve og træffende replikkunst som i Kim Fupz Aakesons »Jonna er 54«.
Jonna arbejder som pantefoged. Hun er både dygtig og kontant i omgangen med forgældede danskere i alle aldre. Man skal jo betale sine regninger, sådan tænker Jonna, der hader at blive kørt om hjørner med, men som privatperson er et noget mere vaklende og uligevægtigt menneske. Hjemme i rækkehuset er hun afhængig af sovepiller, og har – ud over sin gamle mor og voksne, fåmælte søn – ikke den store omgangskreds, ligesom Jonna i mange år har foretrukket at onanere i stedet for at finde manden i sit liv.
Da en synsk flyttemand i forbindelse med en fogedforretning ser uro og død i Jonnas liv, slår synet ned i det, hun frygter allermest: At miste stumperne af familie og slægt og blive ladt alene. Sønnen Peter, der udadtil er en flot fyr og talentfuld maler, har et yderst skrøbeligt sind, og hans kæreste Nina er ved at køre sur i det, selv om de tos bryllup er nært forestående.
Da Peter igen forsøger at tage sit liv, får Nina nok og gør det forbi. Mor Jonna må træde til, ligesom en pantefoged, flytter Peter hjem fra psykiatrisk afdeling og installerer ham i sit rækkehus.
Her gør Jonna, hvad hun kan for at få sønnen på ret køl igen og skærmer ham mod mere ulykke og skuffelse. Ikke mindst i forhold til det modsatte køn, som Peter i dagtimerne opsøger på hårde porno-hjemmesider på Jonnas PC. Da Peter indleder et forhold til morens rengøringshjælp, Katrine, som bl.a. sidder nøgenmodel for ham, og Jonnas egen mor på samme tid får en blodprop og dør, ser flyttemandens dystre spådom ud til at blive opfyldt.
Alting skrider for Jonna, både på det ydre og indre plan.
Det, der gør Fupz Aakesons roman til en episk oplevelse, er den dramatiske krydsklipning af de længere panoreringer hen over voksne Jonnas hverdagsliv og så de mange korte flashbacks til barndommen, ungdommen og det begyndende voksenliv, der lukkede, før det for alvor begyndte, da Jonna blev gravid med en mand, der ikke ville vedkende sig faderskabet.
I alle disse erindringsklip er ikke mindst de uhyggelige beskrivelser af Jonnas fars forvandling til satanisk alkoholdjævel og siden angrende tudefjæs ubærlig læsning, Man(d) smadrede en familie. Og nu er dette skæbnesvangre mønster lagt ind i datterens liv. Som Jonnas mor siger gentagne gange: »Vi er en sørgelig flok«.
Mon ikke. Men hvor får Fupz Aakeson dog denne triste historie fortalt på en intens og vedkommende måde. Hans stramme, usentimentale sprog er en nydelse, og replikkerne sidder i skabet. Resultatet er en roman, der i den grad mærkes som et vindue mod virkeligheden.
