Jørgen Reenbergs ekko

Jørgen Reenbergs erindringer er et enestående monument over en stor skuespiller og hans kunst.

Jørgen Reenberg i sin sidste rolle som Lindqvist i Strindbergs »Påske« på Det Kongelige Teater i 2008. Her på scenen sammen med Mille Hoffmeyer Lehfeldt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Petri
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg føler mig i dag efter 60 år på scenen som et gammelt ringvrag, der er sluppet nådigt. Dels er jeg i live, dels er jeg lige nu stadig ved mine fulde fire. Men selv om jeg er ydmygt taknemmelig for alt, hvad jeg har fået lov til at opleve og skabe i så mange år, føler jeg også, at nu er det slut. Jeg hører ikke til mere, og jeg kan ikke hænge på mere.«

Sådan siger skuespilleren Jørgen Reenberg fra sin otiumstol. Teatret, som han ellers har tjent næsten hele sit liv med en overmenneskelig kraftanstrengelse, siden han som purung som noget næsten selvfølgeligt kom ind på Det Kongelige Teaters elevskole, har han sagt farvel.

Hans sidste rolle blev den prægtige jubilæumsvignet, Lindqvist i Strindbergs »Påske« på Det Kongelige Teater i 2008. Det er ham, der i de sidste scener kommer med påskens udfriende ord til den kriseramte familie i Strindbergs påskedrama. Reenbergs entre blev også en forløsning for de tilskuere, der var så heldige at se ham. For endnu en gang demonstrerede han, at han med sin til mindste åndedrag gennemarbejdede præstation og autoritative tilstedeværelse var den mest spillevende, den mest moderne, den mest ungdommeligt frisatte på scenen. Og nu er det slut. At han har valgt at lukke døren, vidner også om, at kun det bedste er godt nok.

Hans lige findes ikke mere

En skuespiller af Jørgen Reenbergs type og karat eksisterer ikke mere. Til gengæld rejser skuespilleren et veritabelt monument over sig selv og sit liv med teatret i erindringsbogen »… men voksen blev jeg aldrig. Jørgen Reenberg. Menneske & Skuespiller«. Berlingskes tidligere teaterredaktør Me Lund har ført pennen og redigeret. 546 sider om Reenberg. Delt op mellem mesteren selv, der fortæller om liv, om roller og skuespilkunsten, samt en lang række af de begavede skuespillere, teaterchefer og instruktører, der har observeret ham på nært hold. Jørgen Reenberg belyst fra siden, fra neden, og fra oven, med andre ord.

Bogens udtømmende grundighed afspejler den uhyre samvittighedsfulde skuespillers slidsomme passion for at få alle detaljer i en præstation på plads. En fantastisk begavet, excentrisk, temperamentsfuld og arbejdsom skuespiller, der bekræfter myten om en selvfølelse ud over det almindelige – lejlighedsvist punkteret af hårde udfald mod sig selv.

Noget kunne måske nok have været redigeret ud, hvis man skal læse bogen fra ende til anden. Den enestående, analytiske evne, han har brugt på sit imponerende rollegalleri og den stadige kamp for at trænge helt ind i en karakter, omsætter han her til sit eget liv: Hans skæbne er præget af historien om en søn, hvis hele gerning har været en slags hævn over den chokskæbne, der overgik skuespillerforældrene. Holger og Ellen Carstensen Reenberg blev fyret fra nationalscenen - smidt ud af det paradis, sønnen har brugt et liv på at erobre. Hele samlivet med dansk teater i sidste halvdel af det 20. århundrede genoplever han med vid, brutalitet og klarsyn - på sig selv og andre. Livet er - det erkender han selv - gået på det teater, der har givet ham store sejre, kriser og konstant tyndskid.

Et velfungerende familieliv i store perioder har været umuligt. Han fortæller gerne om sig selv, mens han chevaleresk sparer sine nærmeste. Dermed er den fortrinsvist en bog for teaterelskere. Reenberg kalder selv sine fund i arbejdet med rollerne i verdensdramatikken for »gaver«: Dette er en enestående gave til alle, der vil vide noget om, hvad skuespilkunst er. Lyt og lær. »Gå ikke ind i mit ekko,« sagde Reenberg til unge skuespillere under en prøve med sigte på de sekunder, der må følge en replik. Har vi ikke Reenberg på scenen, har vi her et fascinerende ekko af geniet.