Titlen siger så meget. »Men jeg er her jo«. Sådan hedder Jørgen Leths nye bog, der udkommer på hans 80-årsfødselsdag i dag, og titlen rummer det meste af det, der står på siderne, og det er fint. Det lille »men« står der som noget, der kan læses som en lidt forfængelig indvending, som et »hov, hov, se lige her, det kan godt være, at jeg er blevet gammel, men jeg findes altså stadig, at I ved det.«
Eller man kan læse titlen på en anden måde – som Jørgen Leths påmindelse til sig selv om, at godt nok er alting ikke, som det var, men han lever endnu. Trods alt. Og så må han prøve at få det bedste ud af det. Så længe det varer.
Uanset hvad, særligt opmuntrende er det ikke at læse den aldrende digter, filminstruktør og cykelsportskommentators fine, lille skrift, som det er svært at kategorisere, og som dermed lever formmæssigt fint op til det, man forventer af en altid eksperimenterende og udfordrende kunstner. Der er erindringsglimt, der er tanker om livet, der er små situationer fra hverdagen, og i forståelig fokus er alderdommen. Bogen begynder sådan her:
»Kan jeg stadig skrive om kærligheden? Jeg er ikke i nærheden af den. Undtagen i tankerne«.
Møde med kærligheden i Rio
Senere vender Jørgen Leth i tankerne tilbage til noget kærlighed, der var, for eksempel mødet med kvinden i Rio, én, som han danser med, som han bliver meget forelsket i, som han spiser sammen med og går i seng med.
»Jeg er vild med hende. Og jeg tror, hun er vild med mig,« skriver han om dette møde i fortiden, og hvad det er, han har gang i, når han skriver sådan, fortæller han selv et andet sted i bogen: »Det handler om, at der er mere at hente, hvis man vender tilbage i tanker eller i drømme til bestemte øjeblikke og steder. Der er mere at komme efter.«
Så det gør han, men uden at »Men jeg er her jo« kan kaldes en erindringsbog, selv om det er en bog med erindringer, gode og dårlige. Som dem om jordskælvskatastrofen på Haiti i 2010:
»Men ét sted må jeg vel tilstå, at jeg er bange. Og at min angst nærmest er en slags svimmelhed. Den sætter mig i direkte forbindelse med den svimmelhed, jeg følte i mit hus, da det revnede under jordskælvet. Da jeg så sprækker åbne sig i gulvet og i loftet.«
Og ikke kun angsten, men også mørket er med: »Jeg har været igennem helvede denne gang. Men jeg overlever, fordi jeg ved, jeg har været der før og har fundet vej før. Mærkeligt og langsomt og hasarderet. Det lysner netop i dag.«
»Jeg må ikke glemme at gå, gå«
Så Jørgen Leth holder ud, men han skal slås for det. Virkelig.
»Jeg ved, jeg skal op at stå. Ud og gå. Jeg ved, at knoglerne vil begynde at falde fra hinanden, hvis jeg følger min lyst, som er at ligge i min seng. Dagen lang, natten med. Det må jeg holde op med. Jeg må ikke glemme at gå, gå. Jeg skal gå. Sætte den ene fod foran den anden. Jeg er meget bevidst om det. Men kan godt glemme det. Lidt for ofte.«
De, der kender og holder af Jørgen Leth, vil også her genkende og holde af hans lakoniske stil. Ikke så meget pjat. Enkelt og smukt. Og samtidig så vemodigt.
Bogen tæller ned til døden, og den ender med en begravelse – ikke Jørgen Leths egen, forstås, men af den tidligere haitianske præsident René Préval. Med en oprevet enke og hvide blomster på kisten.
»Præsidenten skal begraves ordentligt,« slutter Jørgen Leth.
»Det er vi med til.«
Titel: Men jeg er her jo. Forfatter: Jørgen Leth. Sider: 128. Pris: 199,95 kr. Forlag: Gyldendal. Udkommer 14 juni 2017.
