Jordskælv, Haiti, januar 2010! 250.000 døde.
Men er Jørgen Leth uskadt? Som filmmageren, digteren, cykelkommentatoren skriver i det nye, tredje bind af selvbiografien »Det uperfekte menneske«, så sagde chefredaktøren på Ekstra Bladet til en journalist og en fotograf, der blev sendt mod epicentret for den største naturkatastrofe i det nye århundrede: »Find Jørgen Leth!«
Herefter får Jørgen Leth tanken, at det er, som da Royal Geographic Society sendte Stanley til det mørke Afrika for at finde Dr. Livingstone. »Den kunne jeg godt lide,« skriver han. Det er muligt, det er selvironisk. Men når man har læst resten, frygter man, at det ikke er tilfældet.
Der er noget på en gang oppustet, endda svært patetisk, men også selvafslørende og sørgeligt ved tredje bind af Leths historie om Leth. Der synes at være tale om en kunstner, hvis pressedækning i de senere år har været omvendt proportional med manglen på prægnans i det kunstneriske virke. Bind tre med undertitlen »Et hus er mere end en ting« kredser om Leths tab af sit hus i Haitis jordskælv, genrejsningen af et nyt liv og tilblivelsen af hans film »Det erotiske menneske«. Det er den film, hvor Jørgen Leth filmer sig selv have samleje med den haitianske teenagepige Dorothie, kokkens datter, som gerne vil være skuespiller.
Leths interesse for Leth
»Mistah Leth« lufter stadig lagner fra »Master Bedroom«. Selv om værelset ligger i grus. Liderligheden har vi ellers hørt kedsommeligt meget om. Og man havde gerne læst om lidelsen i stedet. Med udgangspunkt i jordskælvet. Og det åbner Leth da også med. Men han synes blottet for vilje - måske endda også evne - til virkelig at gå ind i det. I »Et hus er mere end en ting« knyttes der således talrige tråde til katastrofen, men ingen af dem trækkes til enden og heller ikke en eneste synes at være rød.
»Der er noget på en gang oppustet, endda svært patetisk, men også selvafslørende og sørgeligt ved tredje bind af Leths historie om Leth.«
Jørgen Leth interesserer sig først og fremmest for Jørgen Leth. I sin søgen efter sig selv i det mentale efterskælv, finder han tilsyneladende mest af alt en række hotelophold. Han forekommer mere detaljeret i sin beskrivelse af restauranter og retter end synene, han har med sig fra det ruinerede Haiti. På side 44 er det tydeligvis vigtigt at nævne designerbutikker, hvor han erstatter det tøj, der er gået tabt i jordskælvet. Han har det tillige allerede bedre, fornemmer man, da han på side 86 handler hos Armani i Paris: »Der er ingen trængsel,« skriver han. Der er »en gysende tilfredsstillelse«. Og fortsætter: »En slags trods bl.a. mod middelmådighedsdyrkelsen, som næsten er som en ideologi i Danmark.«
Snart er vi tilbage i liderligheden. Som Leth benævner erotik. Har han stadig et sexliv, vil urologiprofessoren, der opererede ham for prostatacancer, vide. Det har Leth. Sine præstationsfremmende midler ufortalt. Den holdte elskerinde, Shilaine, har sin mobiltelefon klar. Det synes Jørgen er »frækt«: »Hun sidder på mig/ Hun rider mig/mens hun taler i mobiltelefon/Jeg rider hende bagfra/mens hun checker Facebook.« Når det gælder sex, har Jørgen kun en »like«-funktion på sin frontpage.
Bekræftelsesmarinade
Jørgen Leth glider tilsyneladende ubesværet hen over, at filmen »Det erotiske menneske« - i hvert fald i Danmark - fik anmeldelser på en karakterskala fra elendig op til skuffende. Han mener selv, det er en film, han »må anse for en af sine bedste«. Hans »gode ven« Lars von Trier har også været inde over og har med rådet om at flytte et bestemt klip forvandlet filmen fra »fremragende« til »exceptionel« med Triers ord. Hvilket behager ham overmåde. Således synes Leth at padle konstant rundt i en bekræftelsesmarinade. Er der fare for, at den tørrer ud, kan han altid støtte og supplere op med sin egen tekst. Det bliver i længden trættende at være tilskuer til.
På side 168 skriver Jørgen Leth: »Jeg bliver ikke klogere med alderen. Jeg bliver ikke i stand til at håndtere mit liv.« Bortset fra at man tænker, at det behøver han vist heller ikke, den slags har han åbenbart folk til, ville man gerne have haft, at bogen åbnede med denne sætning fra den i dag 75-årige Jørgen Leth. Det ville have tvunget den ned i et andet, mere interessant spor.
Reproduktionens håndværk
»Det uperfekte menneske«, del tre, har ikke første binds - bogstaveligt talt - virilitet. Her synes kun reproduktionens håndværk at bære materialet. Selv når Leth skal lande katastrofen igen i slutningen. Skal rekapitulere jordskælvet, lukke op for lidelsen. Her tyr han, noget uoriginalt, uindlevet og nærmest kedsommeligt rituelt til figuren oberst Kurtz fra Francis Ford Coppolas »Apocalypse Now« og messer med denne: »The horror, the horror«. Når væggene vælter, jorden forsvinder under ham, og hundrede tusinder dør i hans nærhed, tyr han til fiktionen. Man havde ligesom ventet noget mere og andet fra så ombejlet en forfatter. Måske var det bare for tidligt for Jørgen Leth, da Gyldendal sagde, at det ikke må blive for sent. Som Leth skriver på sidste side: »Jeg ved ikke. Jeg prøver at holde fast i en tråd, jeg vil gerne forstå, hvor den fører hen.« En konklusion og frustration, der ikke er ulig læserens.
