»Jamen, jeg vil ikke dø, mor. Jeg vil bare digte,« citerer den jeg-fortællende og ordblinde lejemorder Olav Johansen sig selv for at have sagt engang.
Og det er om ikke kernen i Jo Nesbøs forrygende »Blod på sneen«, så et særdeles vigtigt element i denne helt igennem atypiske thriller. Forfatteren digter og fabulerer, så det er en lyst, og romanen er – spændingslitteratur eller ej – en indirekte hyldest til den skjønne kunst, den gode litteratur.
Vi befinder os i en fimbulkold vinter i 1975, før mobiltelefoniens og den moderne teknologis tidsalder. Hovedpersonen er en antihelt af den slags, man egentlig ikke burde bryde sig om, eftersom han lever af at pløkke andre mennesker ned, og han har da også nogle karaktertræk, som ikke er de mest charmerende, først og fremmest en i visse sammenhænge udpræget mangel på empati.
Den slags kan i nogle situationer forveksles med retfærdighedssans – de onde får, hvad de onde har fortjent – og så er det måske godt nok. Eller…?
Nesbø leger med sine figurers virkelighedsopfattelser. Det, den ene opfatter, kan være lige så sandt som det, en anden mener at have været vidne til, og det er derfor ikke til at vide, om Olav Johansen som stor knægt slog sin far ihjel, sådan som han selv husker det, eller om faren bare forsvandt som så ofte før, sådan som moren mener at huske det.
Refleksion mellem linjerne
Faren var (formentlig) en ondskabsfuld, hustrumishandlende og ucharmerende forbryder, der røg ud og ind af fængslerne, og den begavede, men ordblinde og noget forsømte Olav vokser op med bevidstheden om, at han har noget af farens djævelskab i sig.
Efter en mislykket kriminel karriere som alfons og bankrøver bliver han lejemorder for en af Oslos narkobosser, slår med koldt blod og selvopfattet elegance chefens fjender ihjel lige indtil den dag, hvor han får som opgave at dræbe bossens unge hustru. Han skygger hende og hendes voldelige elsker gennem et stykke tid, og inden længe er han blevet forelsket til op over begge ører.
Så Olav Johansen justerer lidt ved opgaven og kommer naturligvis efterfølgende på kollisionskurs med sin nu tidligere chef. Herefter er han jaget vildt, selv drømmekvinden viser sig at have sin egen dagsorden, og i kulissen rumsterer følelser for en anden og døvstum kvinde, som han tidligere har reddet fra vold og prostitution.
For Olav har også et stort hjerte og hjælper gerne sin ofres efterladte, økonomisk eller på anden vis. Han er i det hele taget en sær snegl, en selviscenesat engel i djævleantræk, en logisk, næsten naivt tænkende underspillet begavelse med talent for underkastelse, der har opslagsværket »Dyrenes Rige 1: Pattedyr« som (næsten bibelsk) reference.
Den gennemført underspillede humor og jeg-fortællerens næsten enfoldige, men tydeligevis belæste og ubevidst begavede stemme giver »Blod på sneen« en særegen og skøn tone. Historien er i sin konstruktion umiddelbart simpel og lettilgængelig, men mellem linjerne, mellem de forskellige figurers virkelighedsopfattelse og mellem humoren og alvoren findes et dybere lag, der fordrer refleksion og eftertanke.
Titel: Blod på sneen. Forfatter: Jo Nesbø. Oversætter: Allan Hilton Andersen. Sider: 158. Pris: 199 kr. Forlag: Modtryk.
