Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Da den 30- årige Andreas får at vide, at hans biologiske far, Peter, som han aldrig har truffet, er blevet knivdræbt, beslutter han at rejse til Berlin og besøge faderens lejlighed. Hjemme i Danmark efterlader han sig et kriseramt parforhold og et kuldsejlet universitetsspeciale.
Jesper Bugge Kolds »Land i datid« fortæller herefter ganske virkningsfuldt og i krydsklip faderens og sønnens historier. Moderen, Elisabeth, blev gravid med mønstereleven Peter under et ophold i 1975 på den kommunistiske Jugendhochschule Wilhelm Pieck i Østtyskland, og mens Peter stiger hurtigt i graderne i Stasi, bevæger Elisabeth sig hjemme i Danmark hurtigt ind i den velkendte romantiske, socialt indignerede socialisme.
Ikke mindst Peters opstigning i det hemmelige politis grader inden Murens fald i 1989 kommer til at fylde meget i romanen. Peters nidkærhed og tro mod regimet og dets gentagne krænkelser i form af overvågning af egne borgere kulminerer under den unge danskers besøg i Stasi-arkiverne.
Romanen er fortalt, så læserne ofte ved mere end Andreas, der vil kende sit biologiske ophav til bunds, og det giver en ganske god litterær effekt, mens sandheden efterhånden bliver åbenbaret. Kusinen i Berlin, som Andreas forelsker sig grundigt i, mens hun bistår ham i efterforskningen, viser sig således at være et offer for Stasi-spionens nederdrægtigheder ...
Krydsklipning mellem fortid og nutid
Undervejs i »Land i datid« berettes på baggrund af forfatterens flittige research den ganske spændende hovedhistorie og flere sidehistorier om det hemmelige politis ugerninger og terror mod befolkningen.
Der tegnes også et ganske fint psykologisk portræt af Peter, der med sin gennemførte ordenssans til sin død er loyal over for regimet, og som indser Vestens dekadence i Berlins pornoficerede omgivelser, hvor prostitution går hånd i hånd med kriminalitet og narkomisbrug.
Hans land, DDR, blev ikke, som han ser det, genstand for en sammenlægning med et andet land, forbundsrepublikken. Det blev derimod destrueret, og dets indbyggere blev tvunget til at bo i et andet land.
Romanens krydsklipning mellem fortid og nutid virker ret effektiv som fortællemæssigt greb, men dens morale virker påklistret. Er det ikke gået op for læseren undervejs, at nutidens hovedperson i sin efterforskning af det fædrene ophav er ude i et personligt ærinde og en identitetsafsøgning, så forklares det meget direkte, da Andreas vender hjem, fuldender sit speciale og (ved Gud) genforenes med sin nu gravide kæreste.
Men det var godt, at han lærte sin far at kende. På godt og på ondt.
Forfatter: Jesper Bugge Kold. Titel: Land i datid. Sider: 339. Pris: 300 kr. Forlag: Turbine.