Jens Nauntofte: DR-monopolets magthaver

DR-journalisten Jens Nauntofte nåede at færdiggøre sin erindringsbog »Minefelter« før han døde i år. Bogen er en fortælling om årtiers udenrigspolitisk arbejde for DR, der ikke berører det forhold, at han og kollegaer som mikrofonernes ejermænd svigtede pluralismen.

En munter Jens Nauntofte på en nordvietnamesisk tank 30. april 1975. Foto: Illustraion fra bogen Fold sammen
Læs mere

Journalist Jens Nauntofte, der døde tidligere i år, havde et tidstypisk og derfor interessant liv, som han fortæller om i sin posthume erindringsbog »Minefelter.« Det var tidstypisk på den måde, at han gled med tidsånden og hans skæbne derved afspejler, hvad der foregik politisk i tiden efter 1968. Jens Nauntofte var født i Viborg og blev i 1960erne uddannet som lærer. Fra 1966 til 1976 var han journalist på Information og Danmarks Radio. Som rejsende journalist drog han på reportagerejser til Mellemøsten og Asien. I 1977 blev han fastansat på DR og blev en af de faste stemmer på DRs udenrigspolitiske programmer og senere på TV-avisen. Samtidig udsendte han løbende en række bøger om Mellemøsten og Vietnam.

Hans erindringsbog fortæller om opvæksten i Viborg og hans vanskelige forhold til sin far. Den beretter om hans ophold i Israel og den voksende palæstinensiske nationalisme. Nauntofte beretter i kapitler om det amerikanske engagement i Vietnam og Nordvietnams sejr. Nauntofte var i politiske brændpunkter og han interviewede førende politiske skikkelser. Som en af hovedkræfterne i DRs udenrigspolitiske dækning var han afgørende for information til den danske befolkning i flere årtier.

Når jeg skriver tidstypisk er det fordi, at Jens Nauntofte kom til at reflektere den politiske radikalisering i tiden efter 1968. Han lod sig påvirke af den antiimperialistiske kamp, som den blev fortolket af venstrefløjen omkring Vietnam og så med sympati på kommunisternes magtovertagelse og USAs nederlag. Og ikke mindst kom han unuanceret til at opfatte Israel som en »agressive militærmagt«. Det lægger han ikke skjul på i sin erindringsbog, men han fortæller heller ikke hele sandheden om sine holdninger. I bogen fremstår hans sympatier og antipatier som udtryk for almindelig journalistisk kritisk sans, mens der i virkeligheden var tale om stærke venstreorienterede holdninger. Det kan man forvisse sig om ved at læse hans »kampskrift« »Den palæstinensiske befrielseskamp« fra 1971, »Israel - en tidsindstillet bombe« fra 1983 eller hans »Gul stjerne over Vietnam« fra 1975 og »Reagans sidste tango« fra 1987. Eller for den sags skyld hans artikler i Information og det revolutionære tidsskrift Politisk Revy, hvor benovelsen for ekstremistiske  kræfter var tydelig. Jeg læste disse bøger og artikler i de år, og der var tale om stærkt ensidige fremstillinger i tidens venstreorienterede toneklang og ikke om objektiv journalistik.
I modsætning til den kritiske holdning til Israel, så havde han et meget positivt forhold til regimet i Oman, som han skrev om i bogen »Oman« (1988). Han indrømmede senere, at han var på Omans Udenrigsministeriums lønningsliste og at han havde orienteret DRs ledelse om dette forhold. Det var åbenbart helt i orden med DRs ledelse.

Problemet var selvfølgelig ikke, at Jens Nauntofte havde disse holdninger, for det havde han jo lov til at have, men at han uden begrænsninger fik lov til at dække disse emneområder i DR-regi uden redaktionen gjorde forsøg på at nuancere dækningen og sikre pluralismen. For der var ikke tale om pluralisme, men om ensidighed. I sin erindringsbog kommer Jens Nauntofte ikke i nærheden af at indrømme, at hans journalistisk var stærkt farvet. Han fremstiller sig selv som en slags objektiv journalist. Med i beretningen er en skildring af det machopræget journalistmiljø, som han færdedes i på dagbladet Information og på rejser. Det var folk som Jan Stage, Lasse Ellegaard og bl.a. Lasse Jensen.  Naunftoftes beskrivelse af denne selvforelsket gruppe journalister, hvis intellektuelle formåen helt åbenlyst ikke levede op til deres selvbilledet, står ufrivilligt lysende klart i bogen.

I 2010 lavede DR en serie om den politiske påvirkning af DR. Serien fik den uheldige titel »Jagten på de røde lejesvende« hvilket straks sænkede niveauet, for emnet handlede jo om det principielle i, at en generation af journalister ikke i tilstrækkelig grad havde sikret offentligheden pluralismen i DR. Det var jo en anden, mindre polemisk og mere principiel debat. Nauntofte optrådte også i serien og blev spurgt om hans skildring af Nordvietnams erobring af Sydvietman som en »befrielse«. Eksemplet var lidt tilfældigt valgt, for redaktionen kunne lige så godt have valgt en hvilken som helst udsendelse fra hans mange år ved DRs mikrofoner, hvor Israel blev skildret som en aggressiv militærmagt og palæstinensernes med al ret på deres side. Eller udsendelser, hvor amerikanske beslutningstagere blev skildret som løgnagtige og svigfulde og de nordkoreanske ledere som folkets repræsentanter. I kapitlet om sin medvirken i serien »Jagten på de røde lejesvende« falder en af bogens få reflekterende udsagn. Nauntofte bemærker, at han følte sig  beklikket, men at  oplevelsen havde fået ham til at reflektere: »I »Jagten på de Røde Lejesvende« smagte jeg min egen medicin og mærkede afmagten over journalistikkens beskidte kneb. Det var præcis sådan, det måtte have været at medvirke i nogle af mine egne interviews.« Med sin slutbemærkning redder Nauntoftes faktisk en  hel del af sin erindringsbog hjem, selv om han tilsyneladende aldrig forstod, at han og hans generation af journalister fra venstrefløjen begik forræderi mod de journalitiske principper.

Jens Nauntofte: Minefelter
Forord af Leif Davidsen
235 sider, 300 kr. Politikens Forlag.