Kriminalforfatter, civilisationskritisk essayist, salmedigter! Ole Sarvig (1921-1981) er efterkrigsforfatteren, der har spredt sig over mange forskellige genrer, men først og fremmest er det en håndfuld digtsamlinger fra de tidlige ungdomsår, der placerer ham så centralt i historien om den danske digtning i det 20. århundrede, og som gør ham til en af vores banebrydende modernistiske forfattere.
Opfattelsen af, hvor centralt Sarvig er placeret i det litterære danmarksbillede, har nu i øvrigt skiftet en del med de vekslende tider, idealer og udsigtspositioner. Mørkemand eller Seer? Den særlige tidskritiske dimension, de apokalyptiske stemninger, den profetiske stemmeføring og den kristne farvning af forfatterskabet har delt vandene og i perioder placeret Sarvigs digte i udkanten af det litterære landskab. Han har været på vej ud af den fælles hukommelse - den, som litteraturundervisning bygger på, og hvoraf kanoner bliver til - men samtidig har han også været i stand til at påvirke og inspirere enkelte af sine yngre digterkollegaer fra Klaus Høeck og Michael Strunge til Søren Ulrik Thomsen og Niels Frank.
Det er på den særlige baggrund af de seks årtiers delte meninger og skiftende vurderinger, at Søren Ulrik Thomsens forord til det aktuelle udvalg af Ole Sarvigs digte skal læses, og hans afsluttende glædesudbrud skal forstås:
»Jeg er lykkelig for, at forlaget udgiver denne bog, så jeg med nye læsere kan dele min begejstring for disse hypnotiserende digte, som jeg har levet med hele mit voksne liv, og som altid giver mig lyst til selv at skrive.«
Aldersbestemte attituder
Søren Ulrik Thomsens forord er et veloplagt og på flere planer smukt afbalanceret essay, som har begejstringen for særlig Ole Sarvigs ungdomsdigtning som den naturlige drivkraft, og som fint placerer digteren i Thomsens helt personlige univers, men som også rummer tankevækkende overvejelser over de skiftende generationers omgang med de litterære forgængere og ikke mindst over nogle aldersbestemte attituder, hvor ungdommens håndfaste meninger og radikale vurderinger og den modnere alders mere tolerante læsninger hver for sig har deres berettigelse og nødvendighed.
Ole Sarvigs forhold til kristendommen har Søren Ulrik Thomsen let ved at omgås, men en af hans forords vigtige pointer er påpegningen af »kulturradikalismens overanstrengelse af modsætningen mellem kristendom og modernitet«. Et digt som »Korsruder« har helt sikkert for flere generationer været om ikke et kors så i hvert tilfælde en torn i øjet med dets udsagn om, at »Mennesker er huse/med korsruder/alle er vi/huse i byen.«
Hovedvægten blandt de udvalgte digte ligger på de to krigstidssamlinger »Grønne digte« og »Jeghuset«, og med deres særlige tonefald og dybt originale billedsprog skaber de to digtsamlinger fra 1943 og 1944 - skrevet af en par og tyve-årig digter - et enestående suggestivt univers af patos, tyste scener, storbykulisser og tomme forstadsgader, silende regn, tidsler, bjørneklo og nælder, efterårsfarver, regnmålere og jernbanevogne. De to bøger samlet til en digtkreds sammen med »Mangfoldighed«, »Legende« og »Menneske« er nok 1940ernes vigtigste poetiske indsats. I digtet »Vandring« afstikker forfatteren sin kurs: »Jeg kommer fra drømmes tågede sletter/og går bort gennem ordenes skov ...«
Ole Sarvigs ungdomsdigtning skrev i fortættet form en tid frem, der befandt sig i et krydsfelt mellem krigens gru og de uforløste forventninger, og en stemning får med grafisk skarphed og præcision sit udtryk i digtet »Tankestille«, der er tilegnet den italienske maler De Chirico, men som også kunne være skrevet som en billedtekst til en af Palle Nielsens storbyscener: »Som punkttegn går fjerne mennesker/over gader/og i udkanten af forventningens øde torv«.
De tidlige digte er uden diskussion Ole Sarvigs enestående indsats i dansk litteratur, og de to udvælgere, Søren Ulrik Thomsen og Torben Brostrøm, er heller ikke i tvivl om prioriteringerne.
Hvis man synes, udvalget af salmer skrevet i tiden op til Sarvigs selvmord i 1981 er lovlig stramt, så er det på den anden side velgørende, at der er blevet plads i bogen til nogle sider med digterens »Zoo-rim« fra 1970. Her er det humoren, der får et overraskende spillerum i forfatterskabet med de muntre dyrerim om for eksempel elefanten: »I gabet på en elefant/en fordvogn meget nemt forsvandt«.
Udvalget af Ole Sarvigs digte kommer til tiden. Det er let at dele Søren Ulrik Thomsens glæde over udgivelsen, og der er god grund til at håbe på, at han får lov at dele sin »begejstring for disse hypnotiserende digte« med mange nye læsere.
