»Jeg vil være digter«

I »Det tidlige forår« fremmaner Tove Ditlevsen barndommens gader og ungdommens baggårde, men mest interessant er skildringerne af vejen mod forfatterlivet.

»Det tidlige forår« af Tove Ditlevsen.
Læs mere
Fold sammen

Erindringsbøger er lumske. På den ene side prætenderer de at være sandheden, mens de på den anden side er styret af den skrivendes ambitioner om at bringe en bestemt historie, et bestemt billede, frem.

Det gælder også Tove Ditlevsen, der i 1967 udgav to erindringsbind fra sin barndom og ungdom. De er nu genudgivet under titlen »Det tidlige forår«, og der er i det hele taget Ditlevsen-feber for øjeblikket, med teaterstykke, genoptryk og genudgivelser og gerne ledsaget af kommentarer om, hvor ærligt, hun skrev. Som om hun ikke var forfatter, men bare en blottet åre.

Den naive tilgang har Ditlevsen selv en kommentar til i »Det tidlige forår«, hvor kulturfolk spørger ængsteligt til hende, efter hun har fået udgivet sit første digt, »Til mit døde barn«. Hun skriver: »Det er altså ikke bare dem derhjemme, der tror, alt, hvad man skriver, er sandt.«

Det mest interessante ved de to bind er i det hele taget at se, hvordan Ditlevsen skriver om at skrive og om sin egen tilblivelse som forfatter. Vel er der de billeddannende skildringer af livet i trange, skidne lejligheder i gaderne omkring Istedgade, som gjorde hende til (ret ulideligt) pensum i folkeskolen og gymnasiet, men det er altså selvbilledet, der for alvor fænger.

Og allerede tidligt i første bind skriver Ditlevsen om, hvordan hun som barn, efter at have læst i en bog af Maksim Gorkij, udbryder »Jeg vil være digter!« Men hun bliver grinet baglæns ud ad baggården i Hedebygade: En pige kan ikke blive digter, og der er ingen penge i det, sprutter faren, moren og broren.

Giftede sig til udgivelse

»Men engang vil jeg skrive alle de ord ned, der gennemstrømmer mig,« tænker lille Tove, der holder af at sidde på biblioteket i Valdemarsgade. Mellem bøgerne vokser også drømmen om engang selv at få udgivet én, og drømmen vokser sig større op gennem skoletiden og ind i arbejdet som kontorist til 60 kroner om måneden.

Og da familien flytter til Westend, bliver hun, mod at betale husleje, lovet sit eget værelse: »Jeg ville gerne have et rum med fire vægge og en lukket dør. Et rum med en seng, et bord, en stol, med en skrivemaskine eller en blok.«

Det ekkoer af Virginia Woolfs 1929-essay »A Room of One’s Own«, og for Ditlevsen bliver det at få ro til at skrive altafgørende. Om hun læste Woolf, inden hun som 50-årig udgav »Det tidlige forår«, må blive ved gisningen, men sikkert er det, at hun kæmpede sin egen kvindekamp ved at insistere på en plads blandt alle de mandlige forfattere, og hun skyede ingen midler.

Hvor arbejderklassens piger normalt, med en vis kynisme, søgte at gifte sig opad, ville den unge Ditlevsen gifte sig med en mand med magt i ordenes verden. Det lykkedes også, da hun blev gift med den 30 år ældre redaktør for lyrikmagasinet »Vild Hvede«, hvor hendes første digt blev trykt.

Siden blev hun også, som flere vil vide, gift med Ekstra Bladets chefredaktør, Victor Andreasen. Det er nu en anden historie, og i »Det tidlige forår« er forfatteren Ditlevsen stadig under konstruktion.

Men selv om erindringer skal læses med skepsis, er der en uflatterende - og derfor sikkert reel - ærlighed på spil i skildringerne af ugerne op mod udgivelsen af debutsamlingen, »Pigesind«. Den udkom, mens nazismen buldrede syd for grænsen. Men for unge Ditlevsen var krigen bare en parentes. Mellem alle drømmene om at blive digter.

Titel: Det tidlige forår. Forfatter: Tove Ditlevsen. Side: 304. Pris: 150 kr. Forlag: Gyldendal.