Nærgående beskrivelse af sexscener uden det virker hverken klamt, kluntet eller sensationslystent, er ikke almindeligt i litteraturen – heller ikke for de ældste unge. Og endnu mindre når det handler om sex mellem personer af samme køn. Men den balanceakt mestrer Tomas Lagermand Lundme til fulde i »Når man forveksler kærlighed med en saks«.
En uendeligt trist og uendeligt smuk roman om en ung, navnløs dreng, som har sin mors mund og mormorens øjne og et hår, alle roder op i. Helst vil han bo hos sin alkoholiserede mor, som imidlertid ikke evner at tage sig af ham og endnu mindre af sig selv. Derfor bor han hos sin morfar og demente mormor.
Handlingen forløber over fem år, fra han er 13 til 18, og med indlagte korte glimt fra tidlig barndom. Og det er så ærligt og udleverende beskrevet, at det virker selvoplevet. Fortalt i en episk storstruktur, hvor hovedpersonen når ud i et voldsomt handlingsmæssigt stormvejr, inden alt falder til ro.
Sproget er enkelt og klart, og romanen skifter mellem kapitler med et kronologisk »nu«, hvor hovedpersonen bor hos den ti år ældre Mads, og et springende »dengang«. Det er underfortalt og »hullet« som et fodboldnet, fornemt musikalske skrevet i en rytmisk stil. Skiftevis lyrisk, skiftevis uhyre detaljeret i en vekslen mellem overflyvninger og nærstudier som her: »Han vil holde om mig. Jeg ser på ham. Han rækker sine arme ud … Jeg giver mig hen«.
I gentagelser med en rytmisk, god puls - »Jeg fortsætter. Løber. Løber. Løber. Jeg sveder. Jeg sveder og jeg græder« - og med en blanding af poetiske passager og registreringer af de mindste ting, tilsyneladende usorteret: Nyheder i radioen, en fugl på en gren, i en gennemgående stemning af håbløs tristesse. Vintertræer er som skeletter, der stikker op af jorden. »Ovenover os hænger ligene«. Københavns søer bliver om natten til »aflange kister med belysning«.
Men romanen er også kærlig og varm især i scener, hvor morfar og Mads optræder.
En lille sort bog
Hovedpersonen er depressiv og destruktiv. Som et lille barn mener han, at »tingene findes kun, når de er her«, og denne tilbagevenden formuleres som gentagne, systematiske nedtællinger: »Jeg er fem år, fire, tre år«.
Han afviser andre, slår og hamrer på døre i i ønsket om at de åbnes, og nogen kommer og krammer og holder ham fast, og samtidig skader han sig selv ved at bide negle og knoer, ved at skære sig og undgå at spise og ved at kaste op, når han bliver presset til det, for smerterne skaber kontakt til det indre, som han ellers er lukket ude fra.
Han føler intet, kun når han står under den iskolde bruser eller sender glovarmt vand ned over hånden eller bider og skærer sig. »Jeg har for længst lært at elske den. Smerten,« siger han og »det mørke« får lov til at dominere.
Både morfar og Mads, som begge elsker ham og hjælper ham, må give tabt, og timerne hos psykologen gør tilsyneladende ikke den store forskel. »Når man forveksler kærlighed med en saks« er en lille sort bog »til dine tanker«, som Mads siger, da han giver ham en lille sort borg, der udløser en kortvarig glæde, før den navnlsøe dreng igen ryger helt ned i moradset ...
En sjældent stærk og stor læseoplevelse.
Titel: Når man forveksler kærlighed med en saks. Forfatter: Tomas Lagermand Lundme. Sider: 176. Pris: 200 kr. Forlag: Gyldendal.
