Jeg, mig, jeg, mig, jeg, mig

Pablo Llambías - forfatter og rektor på Forfatterskolen - har hældt sine selvoptagelser på sonetter.

Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det private er blevet offentligt. Ikke bare i realityshows, men også i litteraturen. Med Karl Ove Knausgårds kompromisløse »Min kamp« som præmieeksempel.

Den tendens er Pablo Llambías også med på, men i »Monte Lema« falder det meste desværre sammen om ørerne på ham med et kunstlet, selvoptaget brag.

Til daglig er Llambías rektor på Forfatterskolen, og man må ikke håbe, det er bøger som denne, han opstiller som ideal for sine elever. »Monte Lema« er nemlig en ganske ulidelig sag på 415 sider, hvor et helt års dagbogsnotater er hældt ned i sonettens 14-linjeform.

Eller »Jeg presser teksten/gennem disse sonetter, jeg maser den//ind i formen«, som han selv skriver et sted. Men hvad læserne skal stille op med to tredjedele af disse maserier er uklart. For hvor bogens første del om kunst er fulde af udsyn og indblik, så er de to efterfølgende dele - om en depression og et ustabilt kæresteforhold - bare belastende og sært opblæste i al deres jeg-mig-jeg-snak.

»Monte Lema« spejler, forstår man undervejs, en kunstner med lavt selvværd. En forfatter som føler, at verden ser ondt på ham. Men samtidig er han fuld af selvovervurdering. For hvordan kan man ellers mene, at disse skriblerier skal ud i verden i en stor, fed bog? Og brugen af sonetformen ligner mest af alt et forsøg på at give notaterne et skær af radikalt eksperiment, af seriøst litteraturprojekt.

Inspirationen synes da heller ikke at komme fra realityshows - hvilket ellers havde været originalt - men fra forfattere som Tomas Espedal og førnævnte Knausgård. I en sonet imponeres Llambías da også over sidstnævntes »sproglige tæthed og præcision,/hans rystende klarhed i få, nøje do-/cerede, rigtigt placerede billeder«.

Så sandt! Sådan skriver Llambías nu sjældent selv. Men linjerne viser dog, hvor han er bedst, nemlig i refleksionerne over skrivekunsten. De er ofte kloge, præcise, stærke. Modsat resten af »Monte Lema«. Og så kan det godt være, nogle af notaterne ikke er så selvbiografiske, som de giver sig ud for, og at Llambías indimellem kommer kritikken i denne anmeldelse i møde. Det gør bare ikke bogen mere interessant eller vedkommende. Snarere tværtom.