»Jeg kommer aldrig nogensinde til at skrive uden parfume på«

Der er ikke det mindste glamour over at være forfatter. Derfor gælder det om at gøre alt det udenom så glamourøst som muligt, mener Leonora Christina Skov, der gerne henlægger arbejdet til de fjerneste himmelstrøg – og i øvrigt kun kan slette, når hun er præmenstruel.

Skriveplads. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Opstillingen på Leonora Christina Skovs skrivebord er altid den samme. Uanset hvor i verden hun befinder sig. Der er en bærbar computer, en stabel farverige notesbøger, penne i forskellige farver og en eller anden form for fad, alternativt en tallerken, hvor hun har cremer, neglelak, en lykkebjørn fra Peru og parfumer.

»Jeg ved ikke hvorfor, men for mig skal det stå på en bestemt måde. Det er helt ritualiseret. Jeg stiller tingene op, og så kan jeg gå i gang med at skrive,« siger hun.

Sådan har den 40-årige forfatter gjort siden sin debut med romanen »Rygsvømmeren« i 2003 og med de følgende fire romaner. I Shanghai, Schweiz, Skotland, USA, Indien, og hvor hun ellers har haft skriveophold. Og sådan er opstillingen også på hendes kontor i lejligheden centralt på Frederiksberg.

Skriftsted. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Hendes arbejdsuge er også i faste rammer. Onsdag, torsdag, fredag og lørdag skriver hun på en roman. Søndag læser hun bøger, hun skal anmelde for Weekendavisen, og om mandagen skriver hun anmeldelserne. Tirsdag holder hun fri.

»Det føles luksuriøst at holde fri, når andre arbejder.«

Et fast ritual er også den daglige afrapportering i notesbøgerne, som hun køber i rigelige mængder, når hun er i Indien, og som hun har en hel skuffe og et halvt klædeskab fyldt med. På de håndstemplede sider skriver hun, hvad hun har udrettet; hvor mange anslag, hun har skrevet på manuskriptet, hvad hun har anmeldt, og hvem hun eventuelt har set.

»Roman« har én farve, »anmeldelse« en anden og »fritid« en tredje. Hvilke farver hun bruger skifter lidt.

»Jeg gør det primært for at holde mig selv fast. For at jeg kan se, at det går fremad. Det er så ufattelig lang tid, man skal sidde med en bog, og man kan let blive modløs, hvis man ikke kan se, at der er en udvikling,« siger hun.

»Og så kan jeg jo også se, hvad der fungerer og ikke fungerer. Hvis man skulle være i tvivl om, hvorvidt man skal gå ud og drikke en flaske vin med en af sine veninder, kan man bare se, hvordan det så ud i notesbogen dagen efter og dagen efter igen. Faktisk drikker jeg slet ikke alkohol mere, når jeg skriver roman, for det fungerer ikke.«

Notater. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Hun skal helst heller ikke i seng meget senere end klokken halv elleve.

»Ja, det er meget kedeligt,« udbryder hun og griner, »men jeg er nødt til at have en helt regelmæssig livsførelse.«

Den disciplin gælder også selve skriveprocessen. Hun har installeret programmet Freedom på sin computer. Det blokerer internettet, så der ikke er noget, der forstyrrer.

»Først syntes jeg, det lød helt latterligt. »Så simpel er jeg jo ikke,« tænkte jeg. Men jo, det er faktisk så nemt, at jeg får lavet noget, hvis jeg ikke hele tiden kan tjekke alt det, man tænker, man skal tjekke undervejs.«

Både Leonora Christina Skov og hendes kæreste, videnskabsjournalisten Annette K. Nielsen, arbejder hjemmefra. De sidder i hvert deres højloftede lokale med lukket dør. Om aftenen mødes de så til aftensmad.

»Hvis det går virkelig vildt for sig, sender Annette en SMS i løbet af dagen: »Vil du med ud at spise i aften?«. Selvom hun sidder i værelset ved siden af.«

Og selvom de ikke skal møde på en arbejdsplads, er der ikke nogen slendrian med den ydre fremtoning.

»Jeg kommer aldrig nogensinde til at skrive uden parfume på. Det sker simpelthen ikke. Jeg føler mig afklædt uden parfume, og jeg sidder heller ikke og skriver uden make-up eller i noget lortetøj. Det kan ikke nytte noget. Det handler om at ære det, jeg sidder med. Om at tage mig selv alvorligt. Jeg skriver ikke godt, hvis jeg sidder og ligner noget, der er løgn. Og jeg tror heller ikke, at mit parforhold ville have det godt, hvis vi sad herhjemme i joggingtøj dag ud og dag ind.«

Hvad parfumen angår, er der også andet på spil. Hun har det med det, som rygere har det med cigaretter, siger hun.

»Jeg sidder altid og dufter til mine håndled. Og jeg har altid flere parfumer på. To-tre forskellige hver dag, som jeg så kan sidde og dufte til. Hvilke kommer lidt an på, hvilket humør jeg er i. Om det er de dybe herredufte eller de mere lette dufte. Jeg bruger mest herreparfume, jeg kan godt lide de tunge trædufte. Det er meget rarere end de hvide kvindedufte, der skriger til himlen af hvide blomster.«

Hendes passion for dufte har også fundet vej til forfatterskabet. I hendes seneste bog, »Hvor intet bryder vinden« (2015), optræder en duftekspert, som blandt andet kan lugte frygt.

»Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne bruge det til noget fornuftigt,« som hun siger.

Parfumerne bruger Leonora Christina Skov selvfølgelig også, når hun er udlandet. Dog mest de lettere, hvis hun opholder sig varme steder, da de tungere dufte bliver kvalme ved høje temperaturer.

Det var nærmest et tilfælde, at hun begyndte at skrive i udlandet.

»Jeg var i Damaskus i 2007 på Det Danske Institut, som nu er lukket. Jeg skulle arbejde på en børnebog med en veninde, som havde fået opholdet, og så kom jeg med. Det var virkelig fedt, så jeg begyndte at researche på, hvad der ellers var af skriveophold og legatboliger rundt omkring,« siger hun.

Der viste at være et utal af muligheder verden rundt. Det at siddde under fjerne himmelstrøg giver forfattertilværelsen et tiltrængt pift.

»For som du kan høre, er mit liv ret kedsommeligt. Man sidder dag ud og dag ind og skriver. Men det gør det mere til at bære, når man for eksempel sidder i Damaskus. Så kan man jo gå ned på gaden og spise en frokost og gå hjem og arbejde videre. Det er der noget over.«

Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Folk, der ikke skriver, har det med at tro, at inspirationen kommer ovenfra, og at man skriver i en raptus. Virkeligheden er dog en helt anden for Leonora Christina Skov.

»Man sidder og fedter rundt i én sætning i hundrede år, og når man har skrevet en enkelt sætning, er man glad. Det tager måske et år at skrive et førsteudkast,« siger hun og tilføjer, at hun så ikke engang har nævnt redigeringsfasen.

»Det er heller ikke særlig opbyggeligt. Jeg kan kun slette, når jeg er dybt præmenstruel, for så er jeg utrolig usentimental. Ellers er jeg alt for sentimental til at sidde og skære det, jeg har brugt så lang tid på at skrive.«

Det Leonora Christina Skov får skåret væk, smider hun over i et dokument, hun kalder »kirkegård«.

»Der lægger jeg det i det usandsynlige tilfælde, at jeg skulle få brug for det igen,« siger hun og tilføjer: »Der er ikke meget glamour over forfatterlivet. Det er så uglamourøst som noget. Det er derfor, jeg har opfundet alt det andet. Ellers ville det da være for trist.«