»Jeg er tjenestepigernes vidne«

Jane Aamund skriver om sit pæne barndomshjems barnepiger og forsvarer vor tids au pair-piger mod de overklassedanskere, som hyrer dem.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den store midterdel i Jane Aamunds nye bog »Vindue uden udsigt« foregår i hendes barndomshjem. Så langt hun kan huske tilbage, var der barnepiger. Der var Mary og Rigmor, som kom fra Jylland som Janes egen mor, der var frøken Norma, som skulle gå med barnepigeuniform, og Merete, der gik med tyskere. Der var Else-Marie, som aborterede i sin seng, og der var Bodil, som forførte Janes 12-årige lillebror Asger, så Asger måtte på kostskole.

Jane studerer mekanismerne i herskab og tjenestefolk-forholdet. Den hyperaktive far arbejder på at gøre den unge kone fra landet til »en rigtig frue«, sådan en, der tager timer i sprog og drikker te med veninder. Moderen vil nu helst være hjemme, og hun lærer aldrig at »herske« som andre fruer.

»Her er det herren, der bestemmer over det hele. Fruen er så meget yngre,« skriver Mary hjem til Jylland.

Faderen er god til forretning, han har et smukt sprog og fine manerer, men heller ikke han er født i overklassen. Han arbejdede på fabrik, da han var otte år. Det kan godt være, forældrene ligner et herskab, men de er det ikke rigtigt.

Fine detaljer

Selv om Jane Aamund har skrevet kærligt om sin familie før, bliver man optaget af denne tidsskildring og dens fine detaljer. Den sætter første og sidste del af bogen i relief, for de handler om tjenestepiger i vor tid. I dag kommer filippinske kvinder hertil som au pair-piger. Jane Aamund har hørt deres historier, og hun udstiller uden mildhed de stressede, moderigtige overklasseforældre, når hun opdigter deres skænderier og intolerante forståelse for piger fra en helt anden verden.

I dag bliver hun selv godt hjulpet af indvandrerkvinder, som gør rent hos hende, og hun slutter med den lidt for lange historie om Camilla fra Brasilien, som blev dansk gift. Den unge kvinde mødte et andet samfundslag end au pair-pigerne, men begge steder ville Jane Aamunds far være blevet forfærdet over nudanskernes moderne talesprog. Det virker næsten værre på skrift end i virkeligheden.

»Jeg er tjenestepigernes vidne,« slutter bogen. »De var en del af min verden og min tryghed, da jeg var barn«. Det er de pigers historier, man vil huske den for.